22.000 fødder tramper sig gennem halvmaraton i dag
Trafikalt: Tog cyklen eller toget, opfordrer løbsledelsen og kom ud og hep og lav larm
Det er syvende gang Lillebælt Halvmarathon afvikles nu på lørdag den 3. maj. De 11.000 løbere, der maksimalt er plads til, skal kæmpe sig gennem 21,095 kilometer på den smukke rute, hvor starten går i Middelfart klokken 14, og løberne vil løbe over den gamle Lillebæltsbro, ind mod Fredericia, gennem Snoghøj og Erritsø, inden de igen løber over broen for at slutte løbet af i Middelfart. Og der er alt optaget.
Kun ET råd
Derfor har løbsleder Mads Stryhn også kun et råd til borgerne i de byer, løbet går igennem:
“Tag cyklen.“
“Ja, for med den trafikale situation vi har i øjeblikket med vejarbejde flere steder, så er det nok det eneste rigtige. Ellers tag toget, og tag hjemmefra i god tid” siger Mads Stryhn til Lokalavisen.
Lav noget larm
Han håber på rigtig mange tilskuere igen i år.
“Vi er faktisk et af de løbsarrangementer, hvor der plejer at være mange tilskuere. Så vi kæmper for fantastisk opbakning til de mange løbere. Kom ud og hep på venner og kolleger og lav en masse larm for at hjælpe dem på vej. Tag en tromme eller nogle grydelåg med. Bare lav noget larm,” siger Mads Stryhn, der kan glæde sig over, at Lillebælt Halvmarathon har været et populært løb, siden det så dagens lys i 2008. Egentlig kunne arrangørerne sælge mange flere startnumre, men det vil man ikke.
Ikke mere end 11.000
“Vi kunne måske sælge 20.000, men det vil vi ikke. Løbet har en god størrelse. Hvis alle skal have en god oplevelse, må der ikke være flere deltagere,” siger Mads Stryhn.
Du kan se de trafikale ændringer grundet løbet på Fredericia Kommunes hjemmeside.