DTU forskere på ekspedition for at redde ålen
En Dansk åleekspedition ledet af DTU Aqua sætter i dag kursen mod Sargassohavet. De skal forsøge at finde årsagen til ålens voldsomme tilbagegang i Europa
Danmarks største havforskningsskib, Dana, sejler fredag den 28. februar 2014 kl. 12 fra Hirtshals med kurs mod Sargassohavet ud for Floridas kyst. Her skal danske forskere undersøge, hvilken rolle klimabetingede ændringer i ålens gydeområder spiller for ålens voldsomme tilbagegang i Europa. Ekspeditionen varer to måneder.
DTU i spidsen
Dansk Åleekspedition 2014 ledes af DTU Aqua og samler ledende eksperter fra en række danske og udenlandske universiteter. De mere end 20 forskningsprojekter på ekspeditionen skal tilsammen udfylde hullerne i den viden man har om den værdifulde og kritisk truede åls forplantning og start på livet. Togtet foregår med DTU's havundersøgelsesskib Dana.
”På grund af den dramatiske nedgang i bestanden af europæiske ål de sidste 30 år er der et særligt akut behov for at forstå hvordan ålens livscyklus påvirkes af mennesker, miljøforhold og klimaændringer,” siger togtleder og seniorforsker Peter Munk, DTU Aqua.
Ålen er helt speciel ved at den gyder så langt fra opvækstområderne i Europa, hvorefter ålelarverne får et lift med havstrømmene de 6000 kilometer tilbage til Europas kyster. Der kommer i dag kun 2-10 procent af de små ål tilbage til Europas kyster, som der gjorde i 1970'erne. Ålen kom i 2008 på listen over kritisk truede arter hos Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN).
Ifølge DTU's rektor, Anders Bjarklev, er ekspeditionen i tråd med universitetets ønske om at videreudvikle aktiviteterne inden for life science – et område, som udgør en stadigt voksende del af DTU's virksomhed.
”Det er med glæde vi leder et initiativ som dette. Det samler kræfterne i dansk havforskning på et område, hvor Danmark historisk har været i front, og indsamlingen af ny viden vil bidrage til at styrke både vores forståelse for ålens naturlige livscyklus og vores udvikling af opdrætserhvervet,” siger Anders Bjarklev.
Opdræt endnu ikke muligt
Ud over at kortlægge præcis hvor ålens gydning foregår, og hvordan den spiller sammen med og påvirkes af klimaafhængige fronter og havstrømme, så vil forskerne blandt andet søge svar på, hvorfor ålen yngler netop i Sargassohavet, hvilken rute ålelarverne tager tilbage til Europa, og hvad de lever af på deres lange rejse.
Man kan følge ekspeditionen på www.facebook.com/aleekspedition