Nedrivning af stillads giver øget rejsetid på motorvej
Vejdirektoratet er i gang med at bygge en ny bro over Køge Bugt Motorvejen, samt rive den eksisterende bro ned. Det betyder, at trafikken bliver berørt i de to kommende weekender.
Stilladset, der er opsat for at opføre en ny bro, der skal føre Mosede Landevej ved tilslutningsanlæg Greve S over motorvejen, skal rives ned. Det sker i weekenden fra fredag den 4. juli fra kl. 19.00 til mandag morgen den 7. juli kl. 06.00, samt fra fredag den 11. juli kl. 19.00 til mandag morgen den 14. juli kl. 06.00.
I denne periode, vil trafikken blive indsnævret fra tre til to vejbaner i hver retning. Desuden vil der være nedsat hastighed fra 80 km/t til 50 km/t.
Arbejdet med at udskifte broen er lagt i sommerferien for at give færrest gener for trafikanterne på strækningen. Den nye bro bygges på et midlertidigt fundament ved siden af den eksisterende bro, og når den eksisterende bro er revet ned, skubbes den nye på plads.
Broen og det nye tilslutningsanlæg åbner efter planen igen den 1. september 2014.
Den nye bro og tilslutningsanlægget er en del af Vejdirektoratets udbygning af Køge Bugt Motorvejen fra 6 til 8 spor på strækningen Greve S - Køge.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de trafikale gener og bestræber sig på at gøre arbejdet færdigt så hurtigt som muligt.
pm