Fortsæt til indhold

Støjniveauet er IKKE for højt

En måling fra kunstgræsbanerne ved Hillerød Stadion viser, at støjen "ikke er høj". Udvalg afviser klage fra nabo til kunstgræsbanerne

Samfund
Jens Berg Thomsen

Støjen fra de nye kunstgræsbaner ved Hillerød Station har ikke "ændret sig væsentligt med etableringen af to nye kunstgræsbaner." Sådan lyder konklusionen fra Hillerød Kommunes forvaltning, der har undersøgt støjen fra banerne efter en nabo har klaget.
Et uafhængigt firma har været ude ved kunstgræsbanerne og målt støjen. Naboen, som er hedder Thomas Metz, har ifølge det seneste referat fra et møde i miljø- og teknikudvalget ført dagbog over støjgenerne. Noget af den oplevede støj skyldes dog uorganiseret leg på banerne, skriver forvaltningen. Derudover er der støj to-tre timer pr. aften på nogle hverdage og et "uacceptabelt højt" støjniveau i weekenden med råb og snak.
Derudover mener naboerne, at der er givet et løfte om, at der også skulle bygges en støjvold omkring banerne. Volden er dog ikke blevet til noget, skriver forvaltningen, fordi der ikke var nok overskydende jord fra etableringen af banerne til at bygge volden.
Formand for miljø- og teknikudvalget Tue Tortzen (Fælleslisten) henviser til kultur- og fritidsudvalget i spørgsmålet. Her svarer formand Peder Bisgaard (S) i en mail til Hillerød Posten.
"Jeg kan således ikke tilføje noget nyt i sagen overhovedet - heller ikke omkring "støjvolden," skriver Peder Bisgaard i en mail.
Ifølge rapporten fra støjmålerfirmaet har etableringen af kunstgræsbanerne "medført en meget lille forøgelse i støjniveau."
Miljø- og teknikudvalget godkendte på sit møde forvaltningens forslag om, at meddele klageren, at "det gennemsnitlige støjniveau er på et niveau der må tåles, når man er nabo til et stort idrætsstadion.