Fortsæt til indhold

Alle skal have hjælp, når de ringer til 112

Samfund
Kim Ravn-Mortensen

Hjemløs eller husejer, rig som fattig – alle skal have den samme gode professionelle behandling, når de tilkalder en ambulance på Alarm 112.
Det melder Region Hovedstadens Akutberedskab, Københavns Brandvæsen og Rigspolitiet nu ud i en fælles meddelelse, som kommer efter en hjemløs mand sidste weekend blev fundet død bag en 7-Eleven kiosk i Hvidovre.
Personalet havde forinden forgæves ringet til 112.
Adskillige historier i medierne på det seneste har handlet om, at eksempelvis hjemløse ikke får den samme hjælp, som alle andre, når de ringer til 112.
Læs her hvad der sker, når du ringer til Alarm 112

Mere tryghed til udsatte

Den 4. marts mødes de tre offentlige instanser hos Københavns Brandvæsen med repræsentanter for hjemløse og andre udsatte grupper med det klare formål at skabe mere tryghed blandt både udsatte og almindelige borgere.
”Vi ønsker, at alle borgere skal opleve, at de bliver behandlet lige, og vi er meget opmærksomme på, at udsatte borgere får den hjælp de har behov for. Men når der opstår kritik fra de hjemløse, eller andre, så tager vi det naturligvis alvorligt,” siger Jens Larsen, chef for Alarmcentralen Storkøbenhavn.
Hvert år køres der 120.000 ture med ambulancer i Hovedstadsregionen. Her skelnes mellem kørsel med sirene, horn og lygter og går til livs- og førlighedstruede patienter (a-ture) og kørsel uden udrykning til patienter, hvor der ikke umiddelbart er risiko for deres liv og førlighed (b-ture).
Servicemålet er, at ambulancen skal være fremme på 25 minutter, når den kører uden udrykning. I januar 2014 var responstiden for b-kørsler i gennemsnit 10:52 minutter og for a-kørsler 05:37 minutter.
Se alle responstiderne fra de seneste fire måneder her