Fortsæt til indhold

"Jeg er ligeså beskidt i munden som mændene"

25-årige Inge Bolet Nielsen fra Højbjerg er en atypisk pige. Hun er nemlig mekaniker og elsker sit arbejde

Samfund
Camilla Olesen

“Jeg er ikke, som piger er flest. Jeg er nok lidt en drengepige, men jeg har dog langt hår og går med makeup, men jeg er ligeglad med at få beskidte fingre og olie i håret,” griner 25-årige Inge Bolet Nielsen.
Hun er kvindelig mekaniker, og i torsdags fik hun lov til at trykke prins Joachim i hånden, da hun er blandt de 25 bedste lærlinge i Østjylland.
Det har dog ikke været mødet med Joachim, der har fyldt mest i det kønne hoved. Det har derimod været at finde en kjole til lejligheden.
“Jeg går aldrig i kjole. Jeg har både haft min søster og kæreste med ude for at finde en, og det er lykkes,” siger den kvindelige mekaniker.

Ligeså grov som de andre

Hun havde i sin tid svært ved at finde en læreplads, men da hun fik kontakt med Nellemann i Viby, var der skabt et match.
Servicechef Frank Kronholm ville nemlig gerne have en kvinde på værkstedet i håb om, at den grove mandlige omgangstone kunne blive lidt pænere.
“Jeg har haft succes med hende, men sgu ikke med sproget. Hun er god til at sætte de andre til vægs, og hun giver dem tilbage af samme skuffe, og så lukker de andre i,” siger Frank Kronholm, og Inge Bolet Nielsen supplerer:
“Jeg er ligeså beskidt i munden som dem, og tonen er bestemt ikke blevet bedre. Det er en arbejdsskade, men jeg kan lide det.”
Der er ingen tvivl om, at der er gensidig kemi mellem hende og resten af firmaet, for i hvert fald er hun nu fastansat mekaniker hos Nellemann, og at have en kvinde på værkstedet har været så stor en succes, at der efterfølgende er blevet ansat en mere, så nu er der to ud af de 18 mekanikere.

Prins Joachim gav Inge Bolet Nielsen prisen for at være blandt de bedste mekanikerlærlinge i Østjylland. Foto: Flemming Jeppesen

En stor drøm

Siden Inge Bolet Nielsen var barn, har hun interesseret sig for mekanik. Hende og søsteren elskede at være med faren til motorcykeltræf.
“Jeg har villet være mekaniker længe, men havde altid tænkt, at det kunne man ikke som pige. Jeg har aldrig kørt scooter eller knallert, så det var helt nyt for mig, men jeg prøvede, og det var pinligt den første dag på teknisk skole,” siger hun.
Det var dog også en hård tid på skolen, for som kvinde får man ikke bare lige sådan status som mændene i kedeldragt.
“Hvis jeg lavede en fejl, så var det meget sjovere, end hvis drengene gjorde det. Jeg har følt, at jeg skulle kæmpe mere end dem,” fortæller Inge Bolet Nielsen.
Den udmelding er Frank Kronholm enig i:
“En kvinde i vores branche skal være superdygtig for at opnå samme status. Hun er rigtig dygtig, og alle kunderne er altid tilfredse med hende. Der er aldrig nogen, der stiller spørgsmål, når de henter deres bil af hende. Vi mænd kan lynhurtigt blive tekniske over for kunderne, men der har hun en meget bedre føling.”
Til sin svendeprøve fik hun ti, og det er Frank Kronholm, der har indstillet hende til at få prisen, som prins Joachim gav hende på rådhuset i torsdags.
“Jeg er ikke verdens bedste mekaniker, men jeg synes det er pissefedt at være det, og jeg elsker at gå på arbejde,” fortæller Inge Bolet Nielsen.