Det trykker stadig inde i hovedet
"Det er bare så dejligt at være tilbage!"
Lokalavisen Esbjerg fangede for kort tid siden triatlet Camilla Pedersen, der lige var kommet ud fra en dopingkontrol i Barcelona, hvor hun netop har vundet sin anden konkurrence, siden sit voldsomme styrt sidste år.
"Og det var især en dejlig sejr, fordi den var så stor," lyder det jublende fra Camilla Pedersen, der vandt med små 20 minutter ned til nummer to.
"Jeg havde satset på at kunne blande mig helt fremme, men ikke så overbevisende som det her. Europamesteren i langdistance fra 2013 var blandt andet med, så jeg vidste, det kunne blive svært. Men det var en kuperet rute, og de ligger godt til mig, så jeg vidste, at hvis jeg kunne være godt med, når vi skulle ud og løbe, så ville det se godt ud," siger Camilla Pedersen til Lokalavisen Esbjerg og fortsætter:
"Men jeg havde ikke forventet så stort et forspring, men det betød jo bare, at jeg kunne nyde løbeturen og smile ekstra meget undervejs," griner den esbjergensiske triatlet.
Jeg skal passe på hovedet
Sejren i Barcelona er Camilla Pedersens anden i år og også den anden siden ulykken sidste år, der sendte hende 19 dage i koma og - ifølge lægerne - med udsigt til lang tid i en kørestol.
"Det er bare skønt at være tilbage. Og jeg er rigtig glad for mine sejre, da det bestemt ikke er to lette ræs, jeg har valgt at deltage i. Jeg ville bevise noget, og det giver mig masser af selvtillid, at jeg har vundet dem begge," siger den blonde triatlet, der forklarer, at den fysiske form er helt på toppen, mens hun stadig bøvler lidt med hovedet.
"Men lægerne har også fortalt, at det vil tage et til to år, før det er helet helt inde i hovedet. Så jeg skal stadig passe på, og jeg kan godt mærke, hvordan det trykker. Men det er ikke så meget under konkurrencerne, dem nyder jeg bare. Det er mere, når jeg er omgivet af mange mennesker, jeg ikke kender, at jeg for alvor kan mærke det. Eller hvis jeg skal tale med mange medier på én gang," fortæller Camilla Pedersen til Lokalavisen Esbjerg.
"Neuropsykologerne har fortalt mig, hvor vigtigt det er, at jeg ikke bliver stresset, så det er jeg meget opmærksom på, for det kan give mig nogle tilbagefald. Men lige nu nyder jeg bare at være tilbage," lyder det med tydeligt smil fra Spanien, hvor Camilla Pedersen altså søndag vandt sin anden ironman i år.
Camilla Pedersen næste løb bliver i øvrigt i Italien om to uger.