Ungdomskærester fandt hinanden igen efter 30 år
De sociale kommunikationsmidler kan give overraskende resultater
Selv om noget måske er skæbnebestemt, så kan det jo godt være, at skæbnen undertiden godt få en hjælpende hånd.
Et godt eksempel har vi i Marianne og Verner Rigtrup fra Terp.
Helt tilbage i 1978 var de lidt ungdomskærester. Men trods en buket med 18 røde roser til Mariannes 18 års fødselsdag, så døde kæresteriet ud. Med i rosenbuketten var et lille fingerbøl. Det ligger nu på Verners natbord.
Det skete nemlig noget efter 30 år. Den femte oktober 2008 sagde Verners yngste søn: ”Du skal have en facebook-profil.” Det fik han så.
Er du fra Randers?
Lidt surferi og navnet Marianne Remmer dukkede op. ”Er du fra Randers?” Svaret var ja.
Marianne havde været i udlandet som receptionist, boet mange år på Sjælland, men var ofte på besøg hos forældrene i Randers.
Nu var der pludselig kontakt. En spæd og langsom en af slagsen. En kop kaffe, en tur i skoven, kaffe på Hvidsten Kro og et lille nys. Så satte Verner trumf på. Via svigermoren fik Marianne igen en blomsterbuket. Endelig faldt sidste bastion. Hun sagde ja. Og måske var det skæbnen, der havde fået lidt hjælp fra cyperspace. I hvert fald havde Marianne gemt det fingerbøl, hun havde fået 30 år tidligere fra Verner.
Datoen 12-11-10 blev bryllupsdag på Hvidsten Kro. 160 mennesker til reception. Og de to er åbenlyst smask forelskede i hinanden den dag i dag.