Spildevand kan drukne planer om kunstgræs
Miljøhensyn gør, at den bevilgede ramme til kunstgræsbaner på 8 mio. kr. næppe rækker til baner i Hundested i denne budgetomgang
Det tyder på, at Halsnæs Kommune kun bygger kunststofbaner i Frederiksværk og ikke i Hundested - i denne omgang. Den fra klubberne imødesete etablering af kunstgræs i Halsnæs Kommune er nemlig løbet på en våd udfordring:
Under udredning af miljøspørgsmålet i forhold til afdræning af regnvand fra banerne er kommunens administration blevet opmærksom på, at gummigranulatet, der typisk anvendes til indfyld i banerne, potentielt udgør en risiko for spildevandet, der afdrænes fra banerne.
Dette vand ville ikke overholde de grænseværdier, som er fastsat i forhold til miljøbelastning og kan indebære en potentiel risiko for dyre- og plantelivet i de vandhuller i henholdsvis Frederiksværk og Hundested, hvortil banerne skulle afdrænes.
Dyrt indfyld = færre baner
For at undgå en negativ miljøpåvirkning anbefaler administrationen derfor, at der anvendes et dyrere indfyld, som er behandlet på en måde, så spildevandet ikke udløser problemer med miljømyndigheden.
Det dyrere indfyld vil dog betyde, at der kun vil kunne etableres en og en halv 11-mandsbane i Halsnæs Kommune inden for de økonomiske rammer.
Både repræsentanter for såvel kommunens fodboldklubber som Idrætsrådet indgår i projektgruppen, som har vedtaget en fælles prioritering af anlægsrækkefølgen.
Her er Frederiksværk by nummer et, og da Byrådets anlægsbevilling på otte millioner kr. til projektet kun vil række til halvanden bane, bliver der ingen kunstanlæg i by nummer to på listen, Hundested, i denne omgang.
Ingen forsinkelse
Formand for Udvalget for Sundhed og Kultur Annette Westh (A) siger til avisen, at projektet ikke forsinkes trods miljøproblematikken.
“Planen er stadig at begynde anlæggelsen af banerne i oktober eller november måned. Sidst i juli får vi de indhentede tilbud til gennemsyn, og derefter tages en beslutning,” fortæller Westh.