Fortsæt til indhold

Kunst på kanten af bevidstheden

Ebbe Stub Wittrup leger med det mystiske og uforklarlige i ny udstilling på Aros

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Et reb rejser sig lige op i luften. Og ender lige der, i ingenting.
En video viser et pendul svinge og tegne et mønster. Sort-hvid film fra Hebriderne i Skotland og fotografier fra broer i Sydeuropa fortæller myter, der i nogle tilfælde er overleveret helt tilbage fra Middelalderen.
Fotograf og skulptør Ebbe Stub Wittrup interesserer sig meget for det uforklarlige, det mytiske og det mystiske. Det såkaldte tredje rum.
"Jeg forholder mig ikke til, om det er rigtigt eller forkert. Men jeg vil gerne have publikum med ind i det tredje rum, fordi det jo i høj grad er kunstens rum. Det er her, et stykke metal bliver bøjet og bliver til et værk, men det tredje rum behøver ikke være noget fysisk, det kan også være en oplevelse. En oplevelse af, at noget går fra at være ét til noget andet," siger Ebbe Stub Wittrup, hvis aktuelle udstilling på Aros er hans hidtil største i Danmark.
Sidste år stod han også bag en stor udstilling i Schweiz. Hans interesse for det okkulte havde han allerede, da han som 17-årig flyttede fra barndomshjemmet i Storring, nord for Stjær. Han tog til Aarhus midtby og havde værksteder forskellige steder, bl.a. i Hjelmensgade.
"Jeg arbejdede meget med skulptur og fotografi, og der læste jeg for første gang André Breton (1896-1966, fransk forfatter og surrealist, red.). Jeg var vild med de tilfældigheder, som mødes. Som når man forestiller sig noget, som så efterfølgende sker," siger Ebbe Stub Wittrup.
Som 22-årig kom han ind på kunstakademiet i Prag og studerede der i fire år. Her blev hans interesse for det okkulte og for antroposofien for alvor vakt. Fascinationen af André Breton har kunstneren aldrig sluppet.

Det røde loft fra hotellet

Ebbe Stub Wittrup har været på det hotelværelse i Paris, hvor den franske forfatter efter sigende skrev dele af sit litterære værk.
"På det værelse udfoldede han sine idéer om automatskriften (skrivning, der udføres ubevidst, mens den skrivende har opmærksomheden rettet mod andre ting eller befinder sig i trance, red.). Jeg har fotograferet det røde loft, der er malet med en svamp og derfor får karakter af en transparent flade. Det er svært umiddelbart at se perspektivet i billedet. Hvor langt er vi egentlig fra? Det skal virke som en membran mellem det bevidste og det ubevidste," forklarer Ebbe Stub Wittrup.
Billedet er hængt op på et forhæng og ikke en væg.
"Forhænget finder vi normalt på teatret eller i biografen, som en skillevæg mellem en virkelighed og en anden," siger Ebbe Stub Wittrup.
Det fritsvævende reb, 'The Indian Rope Trick', har kunstneren et specielt forhold til, da hans bror er adopteret fra Indien.
"Min far fortalte den her historie, da jeg var lille. Jeg syntes, at den var helt fantastisk. En amerikansk journalist skriver i 1890 en artikel om et illusionstrick i Indien, hvor en dreng klatrer op ad et reb og forsvinder. Det er en historie om Indiens mystik og magi, som viser sig at være en løgnehistorie," siger Ebbe Stub Wittrup.
Ved siden af rebet ligger udprintede eksemplarer af artiklen i Chicago Daily Tribune fra 1890, som publikum kan tage med sig.
"Rebet som figur står enormt stærkt i bevidstheden for mig. Vi ser ikke, hvor rebet ender. Det peger på et andet rum. Et rum vi ikke kan se," siger han.