Fortsæt til indhold

Dopingskandale i årets Copenhagen Cup

Samfund
Af Carsten Bundgaard

Ifølge Dansk Travsports Centralforbund (DTC) er den fransktrænede Caballion testet positiv i en dopingprøve i forbindelse med Copenhagen Cup på Charlottenlund Travbane den 11. maj.
Caballion, kørt af Björn Goop, var først i mål og blev belønnet med 750.000 kr. i sejrspræmie.
Efter løbet blev der rutinemæssigt taget dopingprøve på hesten, og analyse af såvel A- som B-prøven viser forekomst af Tiludronsyre.
Tiludronsyre findes i et lægemiddel til hest, Tildren, der dog ikke er registreret i Danmark, men er tilgængeligt for veterinærer efter indhentning af tilladelse.
"Sagen overgår nu til videre udredning i Skandinavisk Dopingskomité. Komitéen er dannet af dansk, svensk og norsk travsport i fællesskab og har til formål at udrede alle sager vedrørende doping og medicinering fra de tre lande. Dermed sikrer vi en ensartet behandling”, oplyser Klaus Storm hos DTC.
I komitéen sidder en række eksperter fra de tre lande, og efter udredning af den enkelte sag er det komitéens opgave at komme med en vurdering, der efterfølgende sendes til forbundet i det land, hvor den positive dopingtest er blevet udtaget.