Fortsæt til indhold

Flere "utilsigtede hændelser" på plejehjem og i hjemmepleje

Der er indrapporteret flere utilsigtede hændelser i Hillerød sidste år. Udvalgsformand tager det positivt

Samfund
Jens Berg Thomsen

Forkert medicinering og patientuheld topper antallet af de såkaldt utilsigtede hændelser i Hillerød Kommune i 2013. Det viser nye tal. Antallet er steget for plejeboliger og hjemmeplejen. Det er især utilsigtede hændelser inden for medicinering og patientuheld, der topper statisitkken.
“Der er meget opmærksomhed på det, og jeg tager stigningen som noget positivt, for det betyder, at der er opmærksomhed på det,” siger seniorudvalgsformand Bente Claudi (K).
Kommunen har løbende uddannet medarbejdere i at indrapportere, og tallene er et udtryk for, at det virker, mener Bente Claudi.
I alt skete der 1354 utilsigtede hændelser med medicinering i Hillerød i 2013. På andenpladsen ligger patientuheld med 669. Hændelserne sker først og fremmest i plejeboliger, mens hjemmepleje sniger sig ind på andenpladsen.
Ifølge rapporten er patientsikkerhed nu et fast punkt på dagsordenen mange steder til ledermøder, personalemøder og lignende.
“Vores medarbejdere er klar over, hvad de skal indberette. Men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre mere. Vi har brugt rigtig mange ressourcer på det her. Det er et fokusområde, og det vil det fortsat være,” siger Bente Claudi.