DMI vil varsle bedre ved stormflod
Borgerne i Frederikssund Kommune får nu et mere præcist varsel, hvis der er udsigt til forhøjet vandstand, stormflod eller andet voldsomt vejr
Mange borgere i Frederikssund Kommune kunne godt have ønsket sig et bedre varslingssystem, da stormen Bodil væltede ind over Danmark og fik vandet til at stige i fjordene. Det tager Danmarks Meteorologiske Institut nu konsekvensen af. Det betyder, at du kan få et varsel om, hvor hårdt det næste uvejret rammer Frederikssund eller de 97 andre kommuner i Danmark.
De mere præcise kommune-varslinger fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) skal gøre det muligt for borgerne at tage de nødvendige forholdsregler. Men varslingerne skal også sikre, at beredskab, politi og kommune er klar, når der er udsigt til storm, skybrud eller oversvømmelse.
”De senere år er der sket store skader herhjemme på grund af voldsomt vejr. Forskerne advarer os om, at hyppigheden af for eksempel skybrud og forhøjet vandstand vil stige på grund af klimaforandringerne. Med et varsel fra DMI kan man stå klar med sandsække for at bremse vandmasserne”, siger Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).
Større interesse
På DMI har meteorologerne noteret, at danskerne nu følger varsler om farligt vejr tættere end nogensinde før.
"Ekstreme skybrud og voldsomme storme inden for de seneste år, har sat fokus på farligt vejr og ikke mindst vores varsling. Med den nye, mere detaljerede service får DMI's meteorologer nu mulighed for mere præcist at formidle deres tolkning af vejret til danskerne", siger vejrtjenestechef ved DMI, Carsten Simonsen.
Selv om DMI's vejrmodel fortsat er den samme, får varslerne altså et kvalitets-løft set fra borgernes synspunkt.
"Med skiftet fra region til kommune som geografiske grundlag håber vi, at informationerne om farlige vejrforhold i højere grad når netop dem, der har det aktuelle behov. Dermed falder antallet af 'falske alarmer'", siger Carsten Simonsen.
Du finder DMI's varsler på internet-adressen www.dmi.dk/varsler
Pressemeddelelse