Tv-kokken Thomas Rode bliver mentor
Den tidligere køkkenchef på Kong Hans, kokken Thomas Rode, skal være livstilsmentor for gæsterne på Kurhotel Skodsborg
Køkkenchef, direktør, forfatter, tv-kok, kogebogsforfatter er blot nogle af titlerne på Thomas Rodes cv. Snart kan han også skrive livstilsmentor på listen. Kurhotel Skodsborg har indgået en aftale med Thomas Rode, der bliver functional lifestyle mentor, oplyser kurhotellet.
Thomas Rode skal styrke og udvikle ernæringsdelen på kurhotellets CARE-koncept. Det kombinerer træning med ernæring for at få en sund krop.
”Jeg kan få den optimale faglige sparring på kurhotellet, og jeg glæder mig både til at lære nyt og til at bevise, at man kan opnå fantastiske resultater med træning og rekonvalescens, når man bruger sund fornuft og den rigtige livsstil. Det er ganske enkelt – vi skal lære at træne på en måde, der ikke kun gavner vores udseende, men som gavner vores krop og generelle velbefindende på længere sigt," siger Thomas Rode.
Aftalen begynder den 1. august, og Thomas Rode får ikke noget at gøre med Kurhotel Skodsborgs køkken. Det ledes fortsat af køkkenchef Philip Scheel Grønkjær.