”Beboerne har ikke noget at brokke sig over”
Entreprenør Knud Mark Jakobsen forstår ikke, hvad beboerne er utilfredse med.
Entreprenør Knud Mark Jakobsen er uforstående over, at beboerne er utilfredse.
"De bor i nogle dejlige huse. Hvad er de utilfredse med?" Lyder hans modsvar, da Lokalavisen Egedal spørger ham, hvorfor han ikke gør området færdigt.
Ifølge Knud Mark Jakobsen, så har både hans og kommunens rådgivende ingeniører siden 2009 været enige om, hvad der skal udbedres, og det har han sort på hvidt, siger han.
Hvorfor han så ikke har udbedret manglerne, så han kan komme videre med de resterende rækkehuse, er der ingen forklaring på. Han oplyser, at han har skrevet til kommunen to gange inden for det seneste halve år, og bedt om at få et møde med forvaltningen uden held.
Klar til at gå i gang
Han er klar til at gå i gang med byggeriet, men det er kommunen der spænder ben for ham, siger han uden dog at ville uddybe, hvor han mener, problemet ligger.
Samtidig siger Knud Mark Jakobsen, at han ikke vil tale mere med forvaltningen. Han vil tale med en beslutningsdygtig person fra forvaltningen, og det gentager han flere gange. Men i samtalens løb viser det sig, at den, han egentlig vil tale med, er borgmesteren, som han mener, skal føre dialogen og tage beslutningerne.
Samtalen med lokalavisen ender, da forbindelsen til Knud Mark Jakobsen bliver afbrudt midt i et spørgsmål.
FAKTA: Fejl og mangler
Kommunen har i januar 2012 fået udfærdiget en rapport om byggemodning af området af et uvildigt rådgivende ingeniørfirma, Dines Jørgensen & Co A/S, for at skabe klarhed over, hvad der manglede.
Rapporten påpeger en række mangler og usikkerheder ved byggeriet, som fx den manglende vej, et underdimensioneret bærelag på p-pladsen og stierne, en række forhold omkring kloakker og brønde og belysning.
Samlet vurderer ingeniørfirmaet i en efterfølgende opgørelse fra 26. september 2012 at udbedringerne vil koste 900.000 kr. eksl. moms.
Udbedringer mv. omfatter ikke vedligehold af byggegrunden til de resterende 16 rækkehuse, som stadig er entreprenørens ansvar.