Fortsæt til indhold

Nu skal vi på banen

Kommunens tålmodighed med entreprenøren er sluppet op, og de går nu ind i sagen

Samfund
Helle Christoffersen

Efter Lokalavisen Egedals henvendelse har kommunen nu taget fat i sagen igen, og borgmesteren medgiver, at de har givet entreprenør Knud Mark Jakobsen meget lang snor i håb om, at han fik gjort byggeriet færdigt. Men nu er tiden moden til, at kommunen skrider ind, siger borgmester Willy Eliasen (V).
"Jeg forstår til fulde beboernes frustration, men er også nødt til at slå fast, at det er et privat byggeri, som kommunen ikke har lod og andel i – udover de myndighedsopgaver, som knytter sig til," fastslår Willy Eliasen.

Byggetilladelse udløbet

Han oplyser, at kommunen tidligere faktisk har forlænget Knud Mark Jakobsens byggetilladelse, velvidende at arbejdet havde ligget stille længe, men man forlængede, fordi Knud Mark Jakobsen oplyste, at han var klar til at bygge.
Nu er den seneste byggetilladelse udløbet i maj, og den bliver ikke fornyet.
"Vi har strakt os meget langt, fordi det ideelle jo ville være, at byggeriet blev gjort færdigt, og at alle rækkehusene blev opført. Men nu viser det sig jo, at han ikke har til hensigt, at holde det han lover. Så nu går den ikke længere," konstaterer borgmesteren.

Går efter garantipenge

Kommunen har en garanti på 1,4 mio. kroner, som entreprenøren har stillet i forbindelse med byggeriet. Da byggetilladelsen nu er udløbet uden at myndighedernes krav er blevet opfyldt, vil man nu undersøge, hvad der kræves, før kommunen kan lægge hånd på garantien og anvende pengene til at udbedre manglerne.
Efter sommerferien sætter forvaltningen og den juridiske afdeling sig sammen for at udrede sagen, ligesom borgmesteren vil holde møde med repræsentanter for beboerne.
"Nu er det os, der skal på banen," lover borgmesteren.

FAKTA: Fejl og mangler

Kommunen har i januar 2012 fået udfærdiget en rapport om byggemodning af området af et uvildigt rådgivende ingeniørfirma, Dines Jørgensen & Co A/S, for at skabe klarhed over, hvad der manglede.

Rapporten påpeger en række mangler og usikkerheder ved byggeriet, som fx den manglende vej, et underdimensioneret bærelag på p-pladsen og stierne, en række forhold omkring kloakker og brønde og belysning.

Samlet vurderer ingeniørfirmaet i en efterfølgende opgørelse fra 26. september 2012 at udbedringerne vil koste 900.000 kr. eksl. moms.

Udbedringer mv. omfatter ikke vedligehold af byggegrunden til de resterende 16 rækkehuse, som stadig er entreprenørens ansvar.