Sådan foregår det
Den landsdækkende kampagne ”Stop menneskehandel” kommer til Esbjerg med vandreudstillingen ”Det du ikke ser”, og den åbnes lørdag den 5. juli kl. 12.00 foran Esbjerg Hovedbibliotek af viceborgmester Jesper Frost Rasmussen.
”Det du ikke ser” er en udendørs udstilling, hvor en række ofre fortæller deres historie. Formålet med kampagnen er at sætte fokus på, at der også i Danmark findes mennesker, der er ofre for menneskehandel og på, at vi alle har et ansvar for at bekæmpe menneskehandel. Det er nemlig langt fra kun prostituerede, der er udsat for menneskehandel.
Kampagnen skal samtidig give viden om tegn på menneskehandel, og hvor man kan henvende sig, hvis man får mistanke om, at et menneske er offer for menneskehandel. Eksperter fra Center mod Menneskehandel og Kompetencecenter Prostitution vil således også være til stede under åbningen, hvor det vil være muligt at stille spørgsmål.
Kampagens vandreudstilling vises i otte danske byer frem til februar 2015.