Stadionkoncerter gennemføres trods massive protester
Der er ikke noget at gøre. Modstanderne af de fire prøvearrangementer på Farum Park, som politikerne i miljø-, plan- og teknikudvalget netop har givet tilladelse til, kan lige så godt indstille sig på, at arrangementerne bliver gennemført.
Flere naboer har ellers forsøgt at stoppe planerne, fordi de frygter støjende koncerter, fulde folk og parkeringskaos omkring Farum Park.
Også Enhedslistens byrådsmedlem Øjevind Vilsholm er modstander af de fire prøvearrangementer, der omfatter to messer og to koncerter.
På onsdagens byrådsmøde stod Øjvind Vilsholm dog helt alene med ønsket om at trække dispensationen til prøvearrangementerne tilbage. Han har forslået, at man i første omgang kunne udsætte prøvearrangementerne, indtil der er kommet styr på parkering og trafikafviklingen i forbindelse med superligakampene, men lige lidt hjalp det - Enhedslistens ændringsforslag fik kun tilslutning fra Øjvind Vilsholm selv.
"Jeg kan ikke påstå, at jeg er overrasket, for det var jo et enstemmigt udvalg, der havde givet dispensationen, men det ville da have være forfriskende, hvis andre i byrådet kunne se fornuften i at tage et skridt ad gangen i forhold til at tillade yderligere udnyttelse af Farum Park. Vi behøver jo ikke prøvearrangementer for at finde ud af, om flere parkeringsvagter og shuttlebusser fra stationen kan løse parkeringsproblemerne. Det kan vi jo starte med at teste til efterårets superligakampe", siger Øjvind Vilsholm, der mener, at der ikke er mere at gøre nu.
"Jeg har gjort, hvad jeg kunne gøre i denne sag, og nu er det så op til Naturklagenævnet at tage stilling til den klage, som jeg forventer, at nogle af de berørte borgere vil indsende", siger han.
Enhedslisten har også foreslået, at byrådet nedsætter et dialogforum bestående af repræsentanter fra forvaltningen, politikere og de berørte borgere. Og det forslag var der til gengæld lydhørhed over for i resten af byrådet.
Det blev således besluttet at oversende forslaget til behandling i miljø-, plan- og teknikudvalget, og det glæder Øjvind Vilsholm sig trods alt over.
"Det havde jo være at foretrække, at vi have stoppet prøvearrangementerne, men nu hvor resten af byrådet insisterer, så må vi gøre alt, hvad vi kan for at mindske generne. Et dialogforum løser jo ikke noget i sig selv, men det kan da være med til at sikre, at kommunen får nogle forslag fra de involverede til, hvad der kan gøres bedre – ikke bare til prøvearrangementerne, men også i forbindelse med Superliga-kampene, slutter Øjvind Vilsholm.