Jeg er parcellist
Forfatter og journalist Gorm Vølver tager i bogen 'Vi med hus og mave' livet som parcelhusejer under kærlig og satirisk behandling.
Journalist og forfatter Gorm Vølver, der bor i Furesøkvarteret i Virum, indrømmer: "Jeg er parcellist."
Og det i sådan en grad, at han synes, at omfangsdræn og faskiner er naturlige - og meget underholdende - samtaleemner ved et middagsselskab. Tilbudskatalogerne og annoncerne fra Silvan og Fog studerer han hver uge nøje, og han elsker at øse ud af sin store erfaring med drab på dræbersnegle.
For kort tid siden sendte Politikens Forlag hans bog 'Vi med hus og mave' på gaden. Bogen er en humoristisk beskrivelse af livet som parcelhusejer. Og humor er noget Gorm Vølver som forfatter til Politikens ATS - At tænke sig - kender til.
"Jeg synes, at man skal kunne grine af sig selv og af sine naboer. Og så mener jeg ikke, at der tidligere er lavet bøger, der tager fat på parcelhusmiljøet. Jo, på den seriøse måde, men ikke beskrevet med humor," siger Gorm Vøvler.
Mange slags naboer
En stor del af bogen er tilegnet naboer. Og de kan optræde i mange variationer. Lige fra nyhedscentralen, der ved alt, hvad der foregår på vejen til vej- og parkbetjenten, der holder et vågent øje med, om folk overholder hegnsloven og grundejerforeningens reglesæt. Også maskinmesteren, der har bygget et haveskur på størrelse med en udestue, får kærlige ord med på vejen. Selv mener Gorm Vølver, at han er en blanding af nyhedscentralen og vej- og parkbetjenten.
Men der er også rigtigt flinke naboer. Og sådan en er Gorm Vølver begavet med i skikkelse af Jørgen Timm Rasmussen.
"Han er flink til at spørge, om jeg vil låne noget af hans værktøj. Og så er vi gode til at udveksle erfaringer med græsslåning, snegledrab og projekter i al almindelighed," siger Gorm Vølver, for bor man i hus skal man ifølge begge have gang i et projekt.
"Jeg tror, at det bedste kendte og mest udbredte projekt er det ufærdige projekt," siger Gorm Vølver, der fluks bliver suppleret af sin flinke nabo.
"Jeg skulle egentlig have haft malet hele huset, men det er altså ikke lige blevet til noget, for nu er jeg ved at bygge et anneks i sommerhuset, så der er plads til, at min søn og hans familie kan bo der," siger Jørgen Timm Rasmussen, der har boet i Virum hele sit liv. Og også han erkender åbent, at han så helt afgjort er parcellist.
Forsytia, løver og skærver skæmmer
Et parcel-husejer-leksikon, hvor man kan læse om alt fra alarmer til vejbump, fylder en god del af bogen. Og det er der en rigtig god grund til, for der er nok at tage fat på, når man som Gorm Vølver har lyst til at give forsytia, hessiantapet, kogeøer, tapetafdampere, skærver, spa, sænkede lofter, løver og udekøkkener et skud fra boven.
"Det er absurd, at samtidig med, at vi har fyldt vores huse med samtalekøkkener med integrerede espressomaskiner, pyrolyseovne og køleskabe med ismaskiner, så stiger behovet for at lave mad som i stenalderen. Nu skal alle enten lave mad over bål eller i et udekøkken. Det mest absurde er, at udekøkkenerne begynder at bliver overdækkede," siger Gorm Vølver.
"Jeg har ikke patent på den rette mening, men når jeg støder på noget, som jeg synes er latterligt, kan jeg ikke lade være med at tage det under en kærlig og humoristisk behandling," siger han.