De træner kunsten at flyve på to hjul
Børneengen i Kokkedal giver håb om ny luft under vingerne hos ansatte og forældre, som vil lære at cykle
”I skal tro på det. I skal ikke tænke 'jeg kan ikke' – I skal tænke: 'jeg kan'.”
Brandtalen, der falder her på denne fredag formiddag i et mødelokale hos Børneengen 8 i Kokkedal, kommer fra Mehmet Serbest. Han taler til fem kvinder, som sidder rundt om det lille mødebord, nogle af dem med armene over kors og optrukne skuldre – og med ansigtsudtryk, som skulle de til eksamen og tandlægen på én gang; de er spændte på – og nogle ligefrem nervøse over – om deres evner slår til, og de er bange for, om strabadserne, der venter dem om lidt, kommer til at gøre ondt. De er kommet for at lære at cykle.
Mehmet Serbest er indehaver af 'Cykelskrædderen' i Kokkedal, og han har sagt ja til at møde op hos Børneengen cirka en gang om ugen og give frivillige lektioner i kunsten at køre på cykel.
Mavepine og kvindemod
Cykelprojektet hos Børneengen, der er en del af Børnehusene Kokkedal, er ganske nyt. Ideen hertil faldt på et møde tilbage i april, hvor det ved et tilfælde gik op for daglig leder Sidsel Holst Jensen, at flere af Børneengens medarbejdere ikke kunne cykle.
En af dem er Samira Ali Ahmad, som begyndte i Børneengen i praktik og siden er blevet ansat som pædagogmedhjælper. Her til morgen har hun lidt ondt i maven, fortæller hun, men hun er opsat på at klare udfordringen. Samira Ali Ahmad er født og opvokset i Libanon, og hun lærte aldrig at cykle som barn. Trafikken var for hård, der var ingen cykelstier, og det var alt for farligt, fortæller hun.
Flere af de andre kvinder, der er mødt op i dag med nerverne uden på tøjet, deler Samiras historie, mens enkelte aldrig lærte at cykle, fordi det ikke sømmede sig for piger – cykling var en 'drengeting'.
Men nu skal det altså være. Det tager for lang tid at komme rundt og nå det hele i hverdagen, hvis man kun har sine gåben eller den offentlige transport, så nu skal cyklen besejres.
Forældre er også velkomne
Samira Ali Ahmad bliver den første på cyklen.
Og hun flyver.
Der er en lille smule slinger på fliserne, men ikke mere end at balancen og kursen kan holdes. Det ligner, at hvert tråd i pedalerne trækker hendes smil op, stadigt bredere. Da hun igen har fast grund under fødderne, virker hun næsten rystet over, at det gik så let. Hendes reaktion leder tankerne hen på noget, Sidsel Holst Jensen nævnte før dagens træning:
”Der sker en enorm udvikling for kvinderne, når de mærker, at de godt kan, og at deres børn også synes, at det er sejt, at de lærer at cykle.”
'Cykelskolen' har fået tildelt 7.000 Kr. fra kommunens partnerskabspulje. Pengene blev brugt på to nye cykler fra 'Cykelskrædderen', og Mehmet Serbest donerede cykelhjelme og frivillige lektioner.
”Ideen begyndte som et projekt for medarbejdere, men forældre til Børneengens børn er også meget velkomne – og det er både for mænd og kvinder,” siger Sidsel Holst Jensen.
Børneengen og det første cykelhold går snart på sommerferie, men derefter fortsætter træningen med dette og nye hold. Målet: En tour-de-Kokkedal på to hjul til efteråret.