Psykisk syge søger ikke den hjælp, de kan få
Psykisk syge risikerer at overse muligheden for økonomisk støtte, advarer formand
Ikke alle kontanthjælpsmodtagere er opmærksomme på muligheden for at søge ekstra økonomisk hjælp til betaling af høje boligudgifter. Især psykisk syge og svage risikerer at glemme at søge, lyder det fra Flemming Leer Jakobsen.
Han er lokalformand for SINDs Vejleafdeling, og han kender til sager, hvor folk ikke har været opmærksom på muligheden for at få ekstra økonomisk støtte.
“Så der er behov for at gøre opmærksom på muligheden. Vi har aftalt med kommunen, at støttekontaktpersoner og centerchefer gør ekstra opmærksom på muligheden. Men vi vil samtidig også selv gøre opmærksom på muligheden,” siger Flemming Leer Jakobsen.
Mange penge
Det kan dreje sig om ganske mange penge for den enkelte kontanthjælpsmodtager, enlige forældre, førtidspensionist eller lignende.
“Hvis man er økonomisk presset, kan 800 skattefri kroner om måneden gøre en stor forskel. Økonomiske problemer er en enorm psykisk belastning. Og hvis man i forvejen er psykisk syg eller ramt af en depression, kan det hele være komplet uoverskueligt. Og så er den ekstra støtte virkelig afgørende,” siger Flemming Leer Jakobsen.
Nogle borgere kan være berettiget til at få efterbetalt støtten helt op til tre år tilbage. Men det kræver, at en række betingelser er opfyldt. Blandt andet at vedkommende ikke er blevet tilstrækkeligt informeret undervejs.
“Heldigvis får de fleste korrekt information om støtte-muligheden. Men ikke alle forstår den. Og mange får ikke reageret på den, selvom de måske burde,” siger SIND-lokalformanden.