Motorvejsramper giver håb om arbejdspladser
Forventning om opblomstring for erhvervsområder ved sydvendte motorvejsramper
Regeringen har indgået en bred trafikaftale. Aftalen giver 17 millioner kroner til etablering af sydvendte ramper ved tilslutningsanlæg 53, Skanderborg S.
Pengene dækker ifølge Vejdirektoratets beregninger halvdelen af anlægsprisen resten finansieres lokalt. Borgmester Jørgen Gaarde (S) er meget tilfreds med, at det nu er lykkedes at få finansieringen af ramperne endelig på plads. En sag, han har kæmpet for i mange år. Borgmesteren har i første omgang store forventninger til Vestermose, hvor der er udlagt mere end 40.000 kvadratmeter til erhvervspark.
“Motorvejsramperne er en kæmpe gevinst for Skanderborg kommune og for tiltrækning af nye virksomheder,” siger Jørgen Gaarde.
Også i virksomheden MT Højgaard A/S, der i dag ejer en del af erhvervsjorden, glæder man sig.
“Motorvej E45 uden for Skanderborg er Jyllands pulsåre. De nye ramper vil være med til at tiltrække yderligere virksomheder, arbejdspladser og investeringer liv til byen, siger projektudviklingsdirektør Robert A. Hodgkins, i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.
Folketingsmedlem Kim Andersen, (V), glæder sig også over de sydvendte motorvejsramper, som han har kæmpet for i årevis.
“Det betyder et løft trafikalt for den sydlige del af byen og vil blive et enormt aktiv. Vi får et helt unikt nyt erhvervsudviklingsområde, som jeg har stor tiltro til vil betyde merværdi for Skanderborg og Østjylland,” siger Kim Andersen.