93-årig globetrotter hædret med prestigefuld pris

Som den første dansker nogensinde har Jens Bjerre modtaget den fornemste hæder og ære, som Royal Geographical Society - det London-baserede selskab, der siden sin stiftelse i 1830 har talt prominente medlemmer som Charles Darwin, David Livingstone og Robert Scott - kan uddele.
Det drejer sig om Cherry Kearnton-medaljen, som den 93-årige Vangede-borger for nylig fik overrakt ved en ceremoni i London. Dér stod han i parken foran det geografiske selskab, iført selskabets marineblå blazer, sammen med professorer og videnskabelige honoratiores fra hele verden, og afsluttede den rejse, han i 1947 tog ud på som en eventyrlysten journalist med en umættelig appetit på at møde verdens urbefolkninger.
"Jeg blev meget taknemmelig og rørt. Jeg følte, de værdsatte mit livsværk. Jeg betragter det som den største anerkendelse, jeg kan få, fra verdens mest berømte og estimerede geografiske selskab", fortæller Jens Bjerre stolt fra hjemmet på Fennevangen, hans base siden 1948.
Samme år stod han foran Royal Geographical Society for første gang. Dengang gjorde de ham til fellow, da han viste dem sin allerførste film om mødet med buskfolket i Kalahari-ørkenen - et møde, der beseglede hans skæbne.

Fuld af tilfældigheder

I dag - 66 år senere - fortæller Jens Bjerre stadig levende og anekdotefyldt om sin 'jomfrurejse' til klodens fortid. Han er ydmyg i sin fortælling om, hvorfor det lige blev ham, der kom hjem med de unikke optagelser af naturfolkets liv, skikke og ritualer.
"Livet er fuld af tilfældigheder. Det drejer sig om at slå til, når muligheden byder sig. I mit soveværelse har jeg to mottoer hængende: 'if you can dream it, you can do it' og 'nothing comes from nothing'".
Jens Bjerre rejste ud i verden med en maskine chartret af ØK, der skulle rundt til det meste af Afrika. Med sig havde han et primitivt kamera med fjederoptræk, som han havde lånt af sin ven Bent Rom, der før krigen havde været i Indonesien. Det var et kamera med fast fokus og 16 billeder i sekundet.
"Det er den rigtige måde at filme på, for så tvinger du dine øjne til at se. Det hele drejer sig om at kunne se", siger han.
Han havde læst en masse om naturfolket i Kalahari-ørkenen hjemmefra og vidste, det var dér, han ville hen. Han havde ingen interesse i at komme hjem med almindelige turistbilleder - han ville tage de billeder, verden endnu ikke havde set.

En umulig opgave

Hverken rektoren på Johannesburgs universitet eller den danske konsul i Windhoek mente, det kunne lade sig gøre. 'Det er et hermetisk lukket område. Regeringen har besluttet, at de mennesker skal have lov at leve i fred', lød beskeden.
Men tilfældigheden ville, at biskoppen i Windhoek havde arrangeret en mission tværs gennem Kalahari-ørkenen, hvilket den danske konsuls kone havde læst om i lokalavisen.
Jens Bjerre fik allernådigst lov at tage med, men først efter at biskoppen havde sikret sig, at han var fuldstændig klar over, hvor hård ekspeditionen ville blive.
Som oppakning havde den unge dansker et enmandstelt af silke, som han i sin tid som modstandsmand for BOPA havde fået af en faldskærmssoldat, og herudover pakkede han kun en sammenfoldelig gummimadras.
Kameraet klistrede han fast til hånden, så han altid var klar til at filme.

Urtiden kom frem

Varmen, synet af den uendelige ørken og lyden fra diesellastbilen var søvndyssende. Da Jens Bjerre efter en god lur spurgte, om der da ikke var et kort over området, grinte Albert, missionæren. Og viste ham så en tegning, der blot indeholdt en lang streg og en lille cirkel inde på midten.
Dér - midt i den steghede ørken - stod pludselig et træ, det eneste i 100 miles omkreds. Og her satte ekspeditionen sig til at vente. Nogle af hjælperne kunne tale buskmændenes sprog - en blanding af klik og løvebrøl - og råbte fra lastbilens tag 'vi kommer med gaver'. De lagde tobak ud i små portioner.
"Pludselig stak der små sorte hoveder op af det gule græs. Det var urtiden, der kom frem. Mange af dem havde aldrig set hvide mennesker før", mindes Jens Bjerre.
I lang tid sad ekspeditionens folk og buskmændene bare og kiggede på hinanden. Så instruerede missionæren Jens Bjerre i, at han skulle tage tobakken i sine hænder og overrække den, for før ville buskmændene ikke røre ved den.
"'Husk på, det er jo civiliserede mennesker', sagde han. Og den sætning satte sig fast hos mig", smiler den ældre mand.
Jens Bjerre opholdt sig 13 måneder i Afrika på den første ekspedition og ville sikkert alene for denne bedrift - og de enestående billeder, han kom hjem med - have sikret sig mytisk status i videnskabernes selskab. Men siden da er det blevet til adskillige ture til hele verden.
Han har levet blandt indfødte på Papa Ny Guinea, boet blandt aboriginals i Australien, rejst blandt munke i Tibet, hele tiden for at udforske skikke og ritualer i de isolerede menneskesamfund, inden den såkaldte civilisation rullede hen over dem.
På spørgsmålet, hvad han er mest stolt af at have opnået, er han atter ydmygheden selv:
"I et vist omfang at have gjort opmærksom på, hvor vigtigt det er at beskytte de oprindelige naturfolk. Vi kan lære af dem. Deres respekt for naturen og hinanden. Uden de elementer kan vi ikke overleve som mennesker.. Men desværre har vi forspildt chancen i mange tilfælde for at lære noget som helst".