Landsholdslegende gør comeback i AGF
Flemming Povlsen bliver ny angrebstræner i AGF
AGF styrker det sportslige setup med tilknytning af Flemming Povlsen som specialtræner for offensivspillerne i klubbens A-trup og på de ældste ungdomshold.
Han fik sit gennembrud som angriber i AGF i 1986, og nu vender han tilbage til Fredensvang i en funktion som angrebstræner. 47-årige Flemming Povlsen træder ind i AGF's trænerteam som specialtræner for de offensive spillere både omkring klubbens A-trup og ældste ungdomselitehold.
"Det er dejligt at få Flemming med i vores team. Han har rødder i AGF, og han kommer med en kæmpe erfaring som spiller og de seneste år også som træner, og den kan han give videre til vores spillere. Han vil som udgangspunkt være her et par gange om ugen - lidt afhængig af vores kampprogram - og skal primært arbejde med afslutningstræning for vores offensivspillere," siger cheftræner Morten Wieghorst i en pressemeddelelse om styrkelsen af trænerteamet.
Flemming Povlsen, der har en lang og flot klub- og landsholdskarriere på sit fodbold-cv, og de seneste år har fungeret som assistenttræner i forskellige klubber i Danmark, ser frem til at dele ud af sine erfaringer og viden til AGF's spillere.
"Jeg elsker udfordringer, jeg elsker fodbold, og jeg elsker dét at være en del af hold. Jeg har selv haft AGF som springbræt, da jeg startede min karriere, og jeg ser dette som en god mulighed for at blive en del af en klub, der har gang i et spændende projekt," siger Flemming Povlsen i, der ved siden af jobbet i AGF også er ekspertkommentator for Canal9.
"Det bliver ikke på fuld tid i AGF, da jeg har et andet job, som jeg havde sagt ja til før sommerferien, og derfor er jeg også glad for, at Morten på trods af dette har kunnet se mulighederne i at tilknytte mig til trænerstaben. Og selvom jeg ikke er på fuld tid, tager jeg gerne fuldt skrald for dét, der nu bliver leveret omkring klubben. Jeg står til enhver tid op for den klub, jeg er i," siger Povlsen.
Han vil få ansvaret for at dygtiggøre de spillere, der skal finde vej til modstandernes netmasker.
"Jeg skal primært arbejde med de offensive afslutninger, og den måde, vi får fyldt feltet op på, når vi angriber. Der er situationer, hvor vi er for få i feltet, og det skal vi have gjort op med, for det er jo dér, at kampene afgøres."
Flemming Povlsen er det tredje nye ansigt i AGF's trænerstab omkring A-truppen, og han vil give sit bidrag til, at den nye kurs, AGF har slået ind på, fører til sportslig fremgang.
"Jeg har den tilgang, at potentiale ikke er noget, man har, men noget, man viser. Det bliver tit sagt, at AGF har et stort potentiale. Jeg vil gerne være med til at vise det, og jeg er glad for, at jeg kan være med til at præge det nye AGF. Når der sker noget nyt, får man en respons udefra og en større opmærksomhed - og vi skal sørge for, at opmærksomheden og responsen bliver af positiv karakter," understreger Povlsen.
Udover træningen med offensivspillerne i A-truppen vil Flemming Povlsen også jævnligt lave specialtræning for offensivspillerne på de ældste ungdomshold, så der skabes en hvid tråd op til førsteholdet. Han har sin første træning allerede mandag formiddag.