Jacob Buhl blander tingene sammen
Viceborgmester i Rudersdal Kommune Erik Mollerup (V) kan ikke genkende kritik, og opfordrer ledelsesrådgiver Jacob Buhl til at fremlægge konkrete eksempler
Viceborgmester i Rudersdal Kommune Erik Mollerup (V) afviser kritikken fra ledelseskonsulenten Jacob Buhl, som i sidste uge kritiserede topledelsen i Rudersdal Kommune for dårlig ledelsesstil.
Jacob Buhl, der også tidligere har været medlem af Lokallisten, mener blandt andet, at der hærsker "en syg kultur i Rudersdal Kommune" og siger, at kommunen driver "Management by fear."
Men Erik Mollerup melder hus forbi.
"Jeg kan ikke genkende det billede af ledelsesstilen, som Jacob Buhl forsøger at skabe, og jeg synes, at han blander tingene godt og grundigt sammen. Ét er at være ansvarlig ledelse for vores mange medarbejdere og sikre, at der er nogle gode og ordenlige rammer for det daglige arbejde, noget andet er at være politisk uenig i de beslutninger, som er blevet truffet af kommunalbestyrelsen. Vasevej er en politisk beslutning, som hvis man ikke er enig altid kan gøres til genstand for en kritik af processen, men der er vi bare ikke enige. Og hans kritisk af kommunes styring af byggeprojekter kan jeg heller ikke genkende," siger han.
Erik Mollerup mener dog ikke, at der er noget nyt i kritikken.
Ikke noget nyt
"Jacob Buhl bringer sig selv i centrum, men bringer ikke noget frem som ikke tidligere har været beskrevet i avisen - Der arbejdes ledelsesmæssigt med forholdene i Bevillingsenheden, helt som der tidligere er skrevet om i avisen, og det politiske niveau i form af Økonomiudvalget er blevet holdt informeret og vil blive det igen til september. Det er naturligvis ikke en sag, nogen arbejdsplads og organisation ønsker sig, og det væsentlige her er, at man for enden af forløbet kan se tilbage på et forløb, som har været ordentligt og løst udfordringerne," mener Erik Mollerup og fortsætter:
"Hans reference til Børneområdet, som også tidligere har været beskrevet i avisen bringer ikke noget nyt endsige konkret frem. Vi har i kommunen rigtig mange dygtige ledere, der hver dag lægger grunden til gode arbejdspladser for vores medarbejdere og service til borgerne, og i en så decentral struktur holder Jacob Buhls billede af ledelsesstilen ganske enkelt ikke. Blot se på antallet af institutions- og skolebestyrelser samt bruger- og pårørenderåd.”
Savner konkrete eksempler
Erik Mollerup opfordrer Jacob Buhl til at fremlægge konkrete eksempler:
"Hvis Jacob Buhl ligger inde med konkret viden om forhold af personalemæssig karakter, som han mener, der skal tages vare på, kan jeg kun opfordre ham til at kontakte mig, så vi kan få undersøgt det og naturligvis håndteret det på en ordentlig måde," siger han.
Erik Mollerup mener ikke, at man skal bruge ledelse som en politisk kampplads.
"Forhold der knytter sig til organisatoriske, styrings- og ledelsesmæssige forhold er normalt ikke en politisk kampplads, men noget vi deler et fælles ønske om skal virke. Rudersdal skal naturligvis være et godt sted at arbejde," siger Erik Mollerup.