Fortsæt til indhold

Underskrifter for og imod asylcenter

Der er nu to lokale underskriftsindsamlinger i gang - en for og en imod asylcenter

Samfund
Kim Larsen

Et 11-10 flertal i byrådet (Venstre og Dansk Folkeparti) har sagt nej til en seks måneders forlængelse af Center Auderød. Udlændingestyrelsen havde ellers, med henvisning til den aktuelle, alvorlige flygtningesituation, bedt kommunen om en forlængelse frem til marts 2015.
Byrådets beslutning har medført en særdeles kraftig lokal debat for og imod. På Facebook har en gruppe ved navn "Gæstfrie i Halsnæs" siden oprettelsen fredag 19. september fået 486 medlemmer.
"Mens verden står i brand og millioner er drevet på flugt, beslutter Halsnæs Byråd at lukke asylcentret i Auderød. Det kan de ikke være bekendt. Vi vil gerne hjælpe med at finde tag over hovedet til de lidt flere end 600 asylansøgere, der snart bliver sendt på porten i Auderød, og stiller et værelse til rådighed for Røde Kors, indtil en mere permanent løsning er fundet," står der at læse om gruppens formål.

Underskrifter

Tirsdag 23. september blev der oprettet en underskriftsindsamling på nettet til fordel for asylcentret. Et døgn senere, i dag tirsdag, har 324 skrevet under på teksten:
"Asylcentret i Auderød bør bevares, så længe behovet for indkvartering af asylansøgere kræver det. Med din underskrift opfordrer du på det kraftigste Halsnæs Byråd til at ændre sin beslutning og lade de knap 700 asylansøgere, der lige nu er indkvarteret i Auderød, blive boende."
Underskriftsindsamlingen for Center Auderød blev tirsdag eftermiddag fulgt op af en underskriftsindsamling til støtte for byrådets beslutning om at lukke asylcenteret. Her onsdag formiddag er der foreløbig fire, der har skrevet under på denne tekst:
"Ro i lejren. Underskriftindsamling for Halsnæs Kommunes lukning af Auderødlejren/Røde kors. Synes du at det er i orden, at kommunen opretholder lukningen af Asylcenteret i Auderød, og ikke forsætter til marts 2015."

FAKTA

De to underskriftsindsamlinger finder du her:

FOR asylcenter:
skrivunder.net/signatures/bevar_asylcentret_i_auderod/


IMOD asylcenter:
skrivunder.net/ro_i_lejren#form