"De stod med deres geværer og passede på os..."

En oktobernat bevæger en lastvogn sig gennem mørket på Strandvejen mellem Humlebæk og Nivå. I ladet ligger Nadja Tschernia, stuvet sammen med sin familie og en flok mennesker, hun aldrig før har set. De ved, at en enkelt vogn med den forkerte nummerplade kan koste dem deres sikkerhed, måske endda deres liv. Og så lyder meldingen: Der er tyskere på Strandvejen.
Nadja er en af de over 7.000 jøder, der i oktober 1943 tog flugten fra Danmark til Sverige. Dengang var hun kun otte år gammel, men hun husker familiens flugt natten mellem den 8. og 9. oktober, som om det var i går.
Første stop på flugten fra hjemmet på Amager er hos en familie i Lyngby, hvor de holder sig skjult. Herfra går turen videre nordpå.
”Vi får at vide, at vi skal tage toget til Humlebæk. Vi må ikke have noget som helst bagage med, så vi har masser af tøj på ovenpå hinanden,” fortæller Nadja.

Krøb i skjul på ovnene

I Humlebæk venter en gruppe frihedskæmpere. De står spredt med cirka 50 meters afstand og læser avisen, og Nadja og familien følger dem, som de har fået besked på. De ender i Humlebæk Havn, hvor en privat fiskerfamilie tager imod dem.
”Der kommer vi så ned til de her fiskere, og de åbner døren, og vi kommer ind – og der sidder fyldt med mennesker i det her hjem. Det gjorde et fantastisk indtryk på mig, at de her mennesker havde åbnet deres hjem for, at vi kunne blive reddet,” siger Nadja og fortsætter:
”Til vores store glæde og overraskelse er mine bedsteforældre også havnet hos denne fiskerfamilie.”
Da det bliver aften, og mørket falder på, venter to lastbiler med åbent lad. De skal køre flygtningene til Nivå Havn, hvor en stenfisker venter på at sejle dem til Sverige. Men på vejen patruljerer tyskerne, får de at vide.
”Vi må ned fra lastbilerne og ind gennem plantagen og ned til teglværket,” fortsætter hun.
Nivaagaards Teglværks Ringovn består af femten kamre bygget, så de danner en cirkel. Hvert kammer er forsynet med en åbning ud til det fri, som mures til, når en brænding er i gang i det pågældende kammer. Oven på kamrene ligger brænderloftet, hvor brænderne frem til 1967 fyrede op gennem små bluslignende huller i gulvet, skiftevis fra kammer til kammer.
”Vi kommer ind på teglværket, og først prøver de at skjule os i ovnene – altså, der var selvfølgelig ikke ild i dem. Men det var for tydeligt, at der gemte sig nogen bagved, så vi bliver vist op på loftet oven på ovnene, og der kunne vi så lægge os ned. Nedenfor trapperne stod frihedskæmperne med deres geværer og passede på os. Jeg kan stadig se det for mig,” fortæller Nadja.

En nat på Øresunds mørke

Flugten fortsætter. Efter en rum tid lyder der melding om fri bane, og i buldrende mørke baner de sig vej tilbage gennem plantagen og over Strandvejen ned til havet. Her venter en lille båd, som sejler dem ud til stenfiskeren, der ligger 50 meter fra land. De bliver stuvet sammen i lasten, omkring 200 mennesker, og venter på, at skibet skal sætte i bevægelse. Men det rører sig ikke.
Noget er gået i stykker, så kaptajnen sejler mod land for at skaffe hjælp. Og mens de 200 flygtninge venter på hjælp i natten, 50 meter fra land, patruljerer tyskerne op og ned ad Øresund.
”Det var et spørgsmål om tid, før nogen opdagede os – eller om, at nogle vendte ryggen til. For jeg tror da, at det var der lige så mange, der gjorde.”
Kaptajnen vender tilbage, men uden hjælp. Motoren på skibet vil stadig ikke starte.
”Han beslutter sig for at sejle båden over alene og kaster et tov ombord på skibet, og så slæber han denne her store båd. Han har en motorbåd – du kan forestille dig billedet, ham den ene mand og den store båd, han slæber.”
Et sted på sundet bliver de mødt at to svenske både, som lægger sig på hver side af stenfiskeren, så de kan kravle over, og Nadja og de andre flygtninge bliver sejlet sikkert i neutralt land.

Et gensyn med ringovnen

På 70-året efter flugten vender Nadja tilbage til ringovnen ved et rent tilfælde. Hun er til middag hos en god ven, og her fortæller en af gæsterne, at hans bror, Jørgen G. Berthelsen, er blevet formand for Den selvejende institution Nivaagaards Teglværks Ringovn.
”Så siger jeg til ham, at det var da morsomt, for dér flygtede jeg fra som barn – og så gik trommerne jo…,” fortæller hun.
Det blev arrangeret, at Nadja besøgte ringovnen og fortalte sin historie på mindeaftenen for 70-årsdagen for redningsaktionen den 4. oktober sidste år.
Historien er også blevet foreviget på 'Lorry', og her er det en tydeligt berørt Nadja, der fortæller sin historie.
”Tænk, jeg kan slet ikke huske, at jeg lød sådan,” siger hun, mens hun genser nyhedsklippet på sin iPad.
Det er med en anderledes fast stemme og spil i øjnene, at hun på en hed aften i juli fortæller historien til Uge-Nyt.
”Det er en historie og en oplevelse, jeg aldrig nogensinde glemmer. Når jeg tænker på fiskerfamilien, og hvordan vi sad der i stuen, som var stopfyldt af mennesker, som skulle med på transporten – de satte sig selv i fare for at blive opdaget, men det mærkede man ikke. Der var åbne døre.”

Redningsaktionen oktober 1943

Kilder: www.auschwitz-dag.dk og artiklen ”Ich weiss was ich zu tun habe. En kildekritisk belysning af Georg ferdinand Duckwitz' rolle i redningen af jøderne i 1943,” udgivet i Rambam 15, Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 2006. http://fornleifur.blog.is/users/5c/fornleifur/files/ich_weiss_med_forside_lille_17541.pdf )