Fortsæt til indhold

Det vil gøre børn til et problem

"Helt hen i vejret", siger Leif Pedersen til tre borgmestres udmelding

Samfund
Arkiv

Forslaget om at ændre kriteriet for indvandrere, som tre vestegns-borgmestre, heriblandt Steen Christiansen (Soc.), er ude med, bliver mødt med hovedrysten hos SF i Albertslund.
"Jeg er helt uenig i den udtalelse. At gøre børn af forældre, der er født her i Danmark, til indvandrere vil ikke styrke integrationen", siger Leif Pedersen, gruppeformand for SF i kommunalbestyrelsen.
"Integration handler om anerkendelse og tillid. Med dette forslag vil disse børn blive gjort til et problem, alene fordi deres bedsteforældres kulturelle fortid ikke er dansk. Det er da helt hen i vejret, og svarer i princippet til den kvindebemærkning som mænd sommetider kan blive udsat for ”mænd gør også”, fordi nogen engang har haft en dårlig oplevelse. Underforstået, at nogen er noget alene fordi andre med samme baggrund har været sådan."
Forslaget skaber store problemer, mener Leif Pedersen:
"Den type standard ”brændemærkninger” er tåbelige og medvirker ikke til god integration og ligestilling mellem borgerne. Jeg kan tværtimod frygte, det vil føre til frustrationer hos de grupper borgere som bliver ”øremærket” med en indvandrer betegnelse, trods de er tredje generation i landet. Langt den overvejende del er her fordi de kan og vil bidrage til det danske samfund. De ønsker at blive accepteret og anerkendt for deres færdigheder og indsats – og det gør man altså ikke ved at lave en særlig ”indhegning til dem”, hvorfra det omgivende samfund fra tid til anden kan tale ned til den samlede grupper af danskere, hvis bedsteforældre flyttede hertil."
Han mener, at de problemstillinger borgmestrene fremhæver, i stedet bør ses som socialt betingede og håndteres og tackles som sådan:
"Præcis som det sker over for de øvrige grupper danskere som også har vanskeligheder med at navigere i det herskende normsæt."
due