"Fedt at møde FCN"
Der venter SC Egedals spillere en kæmpeoplevelse, når de til september skal spille i 2. runde af DBU-pokalen.
DBU torsdag trak lod til 2. runde, og modstanderen blev Superligaklubben FC Nordsjælland.
Dermed gik SC Egedals træner Jimmy Kastrups drøm i opfyldelse, da han efter sejren over Birkerød forleden udtalte til Lokalavisen, at han enten ønskede en overkommelig modstander eller en virkelig klassemodstander for oplevelsens skyld.
Også SC Egedals sportschef Michael Hansen jubler over lodtrækningen.
"Lige nu glæder vi os, for der venter spillerne en stor oplevelse i at møde en Superligaklub, det bliver måske den eneste gang i deres karriere, at de får mulighed for det. Spillerne skal nyde det, være ydmyge og tro på det. Vi skal ikke lægge os ned på forhånd, selv om det selvfølgelig bliver en vanskelig opgave, men omvendt kan vi spille helt uden nerver, for ingen forventer at vi slår FC Nordsjælland”, fortæller sportschefen.
Både han og træner Jimmy Kastrup slår dog fast, at det på ingen måde må gå ud over de almindelige turneringskampe i Danmarksserien, der helt klart har første prioritet. Spillerne får lov til at glæde sig i dag torsdag og fredag, men derefter skal alt fokus rettes mod lørdagens sæsonpremiere, hvor SC Egedal møder BSF på egen bane.
Håber på 1000 tilskuere
Det er ikke bare den sportslige udfordring på banen, der venter forude, men også den rent organisatoriske udfordring, erkender sportschefen.
”Det er også en stor udfordring for ledelsen i SC Egedal, vi bliver nødt til at trække ressourcer fra begge moderklubber, idet der måske kommer op til 1000 tilskuere. Umiddelbart vil jeg tro, at vi selv kan trække cirka 300-400 tilskuere, mens der nok vil komme 500-600 fra FC Nordsjælland”, mener Michael Hansen.
Hos FC Nordsjælland glæder man sig også til mødet med naboklubben fra Egedal.
"Det er godt at møde et hold fra vores egen region. Pokalfodbold har sit eget liv, og for hele området bliver det en rigtig interessant kamp", siger FC Nordsjællands 1. Team Coach, Peter Feher.
Han erkender dog, at FC Nordsjælland lige skal have læst på lektien, inden kampen mod SC Egedal i slutningen af september.
"Vores kendskab til SC Egedals hold er ikke stort lige nu, men vi vil selvfølgelig bruge tid på at studere dem i nogle kampe inden pokalmødet. Vi tager pokalturneringen meget seriøst, for pokalfodbold betyder meget for FC Nordsjælland, og vi har jo set eksempler på, at de store taber til de små i den turnering", lyder det fra Peter Feher.
Kampen mellem SC Egedal og FC Nordsjælland spilles enten den 23. eller 24. september på Ølstykke Stadion.