Plads til både bleskift og Formel 1
Christian Ortiz Leal fra Smørum har taget initiativ til Egedals første fædregruppe
Mor tager i mødregruppe med den lille, og far er tilbage på arbejde.
Sådan er virkeligheden for flere nybagte forældre, men det har Christian Ortiz Leal fra Smørum valgt at lave om på.
Han har nemlig taget initiativ til Egedal Kommunes første fædregruppe - en uofficiel gruppe bestående af Christian Ortiz Leal og Peter Henriksen fra Smørum og Jacob Dindler og Ganløse.
“Vi mødes én gang om ugen, hvor vi skiftes til at lægge hus til. Børnene tager vi med, og så leger de ellers sammen, mens vi får os nogle gode snakke,” siger Christian Ortiz Leal, der for ti måneder siden blev far for første gang til sønnen Kasper.
Lige siden har han leget med tanken om at starte en fædregruppe.
“Jeg har jo set, hvordan en mødregruppe bliver sat på skinner. Det fungerer, men der er jo ikke et tilbud for mænd. Jeg savnede lidt sparring om forskellige ting, så jeg tog i legestue med min dreng, men her er aldersforskellen for stor. Derfor spurgte jeg vores sundhedsplejerske, om der var en fædregruppe i Egedal. Det var der ikke, og så tog jeg fat i Peter, som jeg havde mødt gennem vores kæresters mødregruppe. Vi fik kontakt til Jacob fra Ganløse, og nu har vi vores egen gruppe,” siger han.
På børnenes præmisser
Det fik i sidste uge Lokalavisen Egedal til at tage bleposen under armen og sætte kursen mod Ganløse, hvor Jacob Dindler - far til de ét-årige tvillinger Laura og Sophia - bød indenfor.
“Vores børn er ikke startet i vuggestue eller dagpleje, og da vi er på orlov, så er denne gruppe en perfekt anledning til at mødes og tilbringe et par hyggelige timer. Der er fire børn samlet, så det bliver jo lidt på deres præmisser,” siger Jacob, inden Peter tager ordet med datteren Inia på skødet.
God mandehørm
“Vi har det godt sammen og hygger os, men det er jo først og fremmest for børnenes skyld. De bliver aktiveret på en god måde. Om det er babysvømning, legestue eller en fædregruppe betyder ikke så meget,” siger han.
Selvom legetøj, sutteflaske og bleskift er i højsædet i fædregruppen, så er der også plads til mandehørm.
“Selvfølgelig. Jeg har lige tændt for Formel 1,” siger Jacob med et smil.
“Det er ikke babysnak det hele. Vi har da også gode fyresnakke undervejs,” siger Peter og bliver bakket op af Christian.
“Selvom vi kan drage nytte af hinandens erfaringer, så går det ikke op i ble-snak hele tiden. Vi har bestemt også tid til at dyrke det maskuline, og så kan damerne ordne det praktiske,” siger Christian med et forsigtigt smil.
“Nogle vil måske kalde en fædregruppe for et tiltag, der henvender sig til den “bløde” mand. Hvad siger I til det”
“Et par af mine venner har da grint lidt af det. Det er måske ikke det mest maskuline man kan finde på, men det tager jeg helt roligt,” siger Peter, mens Jacob ikke ser fædregruppen som et tøset tiltag.
“Tværtimod. Det kræver sgu sin mand. Der er jo gang i den hele tiden,” siger han med begge sine tvillinger på armen.
“Hvordan ser fædregruppen ud, når I er tilbage på arbejde?”
“Det er svært at sige. Lige nu passer det perfekt for alle parter, men når hverdagen melder sig, så ses vi måske én gang om måneden i stedet. Vi tager det et skridt af gangen, men vi er da åbne for nye fædre,” siger de tre fædre.
Mens Laura og Sophia kæmper på sansegyngen, så er Casper i fuld gang med legetøjet på gulvet. Der er med andre ord liv og glade dage i den nye fædregruppe i Egedal.