Aftale med sygehus første skridt mod sundhedshus
Byråd begejstret for aftale med Nordsjællands Hospital
Hvis nogen er utilfredse, har de skjult det godt.
Men det er også svært at få øje på ulemperne ved, at Frederikssund Kommune nu har indgået en aftale med Nordsjællands Hospital om at rykke ind på sygehuset med en såkaldt rehabliteringsafdeling.
"Der er flere positive elementer i det. Vi sparer penge på de dyre ventedage (hvor kommunen betaler for, at færdigbehandlede patienter må blive liggende på hospitalet, til der er en ledig rehabliteringsplads, red), vi sparer anlægskroner til selv at opføre de ekstra rehabiliteringspladser, der er behov for. Og så betyder det ikke mindst at vi kan komme hurtigere i gang med en forbedret rehabilitering; i stedet for at vente til 2017, kan forbedringen ske allerede fra begyndelsen af næste år," lyder det fra Jesper Wittenburg (S), der er formand for sundhedsudvalget.
Også borgmester John Schmidt Andersen (V) er begejstret:
"Det er i min optik kanon. De har de ledige pladser, de har de rigtige faciliteter - og vi har behovet. Så er der da ingen grund til, at der skal bruges skattekroner på noget, som allerede findes," siger han til Lokalavisen.
Både han og Jesper Wittenburg håber, aftalen kan være en forløber for etableringen af et egentligt kommunalt sundhedshus, når Frederikssund Hospital efter planen i 2020 skal lukke for de egentlige sygehusfunktioner, der flyttes til Hillerøds kommende Superhospital.
"Det kan vise sig svært at få det solgt, og så er det oplagt at tænke i et samlet sundhedshus, hvor borgerne har én indgang," siger John Schmidt Andersen.
Flere andre kommuner har allerede etableret eller er på vej med sundhedshuse, der rummer stort set alle sundhedsfaglige områder.