Kirke genopliver skriftemål
Nye veje med gammel andagt
Gentofte Kirke puster liv i en gammel skik, når det nu bliver muligt at gå til skriftemål i kirken sidste søndag i måneden, forud for højmessen.
For kirkens tre præster har det været et fælles ønske også at have skriftemålet blandt kirkens mange tilbud.
Mange forbinder måske skriftemålet med tidligere tiders katolske praksis med at bekende sine synder til en præst, der sidder bag et gitter, en ikonisk scene i utallige film og tv-serier.
”Men sådan kommer det altså ikke til at foregå", forsikrer sognepræst Julie Damlund og fortsætter: "Skriftemålet hører også til i Folkekirkens tradition, om end i en anden form. Det er en kort fælles andagt i kirkerummet, en eftertænksom indledning til søndagens højmesse for dem, der ønsker det. Man kan sige at skriftemålet er at tage det, som man bærer på, og lægge det fra sig i kirkens rum, ikke for at 'reparere' på mennesker eller 'fixe' problemer, men tværtimod for at anerkende, at der er ting i livet, man har brug for hjælp til at bære på”, siger Julie Damlund, der erkender, at der var en vis tøven i menighedsrådet, da de tre præster forelagde idéen for rådet:
"Nej, det gik ikke helt af sig selv at få ideen gjort til virkelighed".
Den nye - og gamle - form for andagt løber af stablen søndag den 28. september kl. 10 i Gentofte Kirke ved Julie Damlund.