Ny gigant-kommune på vej?
Et flertal i Allerøds byråd vil gerne danne kommune med omkring 105.000 borgere
Nordsjælland kan få en ny stor-kommune, hvis et flertal i Allerød Byråd får deres vilje.
Det skriver lokalavisen Allerød Nyt.
Flertallet vil undersøge, om en sammenlægning med først Hørsholm Kommune og senere Rudersdal Kommune kan blive en realitet. Dermed ville Hillerød blive nabo til en kommune med omkring 105.000 borgere.
Ideen om sammenlægning kommer fra byrådsmedlem Lea Herdal (løsgænger), og partierne S, R, V og SF samt lokallisten Det Nye Allerød vil nu have foretaget en analyse af, hvordan en sammenlægning kunne foregå.
Begrundelsen for sammenlægningen er Allerøds begrænsede størrelse, og at man vil kunne spare på administration, og at man kan få et bedre politisk beslutningsgrundlag med en større og fagligt stærkere forvaltning.
I dag samarbejder Allerød med Hillerød, Frederikssund, og Halsnæs kommuner om madselskabet "Mad til hver dag".
Allerød har ifølge Danmarks Statistik et indbyggertal på godt 24.000 borgere.