"Jeg vågner hver morgen med et stort, sort hul indeni"

"Ved du godt, at jeg aldrig før har fortalt nogen det her sammenhængende"?
Marianne Broby Lausten tørrer en tåre væk fra sin kind. Og kigger journalisten længe i øjnene.
"Det er kun for Rose Marie Tillisch' skyld, jeg gør det her, ikke for din. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at det, der skete for mig, nu sker igen for et andet menneske".
Det er snart seks år siden, nu 67-årige Marianne Broby Lausten blev fyret fra Messiaskirken efter at have været sygemeldt siden marts 2007.
Men hendes stemme skælver, og hun ryster på hænderne, når hun taler om sin tid som medpræst til Kristian Høeg.
Efter sygemeldingen gik der tre år, før hun så småt kunne begynde at samle stumperne af sit liv. Så dyb var hendes depression.
I dag lever hun med alle følgevirkningerne af den traumatiske oplevelse.
"Jeg vågner hver morgen med et stort, sort hul inden i. Hver dag skal jeg kæmpe med at få fyldt noget lys i. Det har ødelagt min tilværelse, og mit ægteskab var også lige ved at gå i smadder. Mit liv er tåleligt nu, men det er ikke mit gamle jeg".
Da Marianne Broby Lausten blev ansat som medpræst i Messiaskirken i 2000, gik det egentlig fint i starten. Hun holdt meget af menigheden, og samarbejdet med Kristian Høeg var udmærket.

Mange bække små

Det undrede hende lidt, at Kristian Høeg altid lavede en plan for fordelingen af gudstjenester, der indebar, at han altid havde de 'gode gudstjenestedage', de store helligdage, mens hun altid fik 'andenhelligdagene'. Og at de gudstjenester, de holdt fælles, altid gik ud på, at hun holdt prædikenen, hvilket indebærer mange timers forberedelse, mens han var liturg, dvs. foretog det, som er ens ved alle gudstjenester.
Men nå ja, han havde måske brug for at planlægge lang tid frem, så det gik vel. Det fortsatte bare i alle årene.
Det undrede Marianne Broby Lausten, at biskop Lise-Lotte Rebel af og til ringede og spurgte, hvordan det gik. Det var venligt af hende, men det havde hun da ikke gjort før. Og det kom bag på hende, at Kristian Høeg begyndte at udeblive fra de ugentlige morgenmøder med kirkens ansatte.
Sært var det også, at der pludselig kun blev ringet med klokkerne før Kristians julegudstjenester, ikke hendes.
Marianne Broby Lausten har svært ved at tidsfæste, hvornår det begyndte at gå rigtig galt.
"Jeg var meget længe om at opdage, hvad der egentlig var gang i. Kristian er en intelligent mand, der bruger andre mennesker som sine pilespidser. Han er venlig på overfladen og manipulerer, uden at du opdager det. Det var først med hjælp fra mennesker i menigheden, at jeg til sidst fik stykket puslespillet sammen... og så kom granatchokket", siger hun.
Kristian Høeg styrede kirkebladet fuldstændig; rettede, forkortede og udelod i Marianne Broby Laustens indlæg efter forgodtbefindende. Det var hun nødt til at finde sig i.

Henvist til kordegn

Da hendes computer brød sammen, opstod den absurde situation, at hun i lang tid blev henvist til kordegnens computer.
Til sidst fik hun en lille bærbar computer fra Aldi. Da hun havde brug for hjælp til at sætte den op, ringede hun til kirkens backup-person.
'Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her. Men jeg har fået at vide, at hvis det er dig, der ringer, så må jeg ikke hjælpe', lød stemmen i røret.
Til menighedsrådsmøderne var der en forpestet stemning. Kristian Høeg og hans klike styrede alt og skar igennem ved alle tilløb til diskussion. Marianne Broby Lausten følte sig i stigende grad frosset ud og udsat for mobning.
På et tidspunkt langtidssygemeldte Kristian Høeg sig. Marianne Broby Lausten blev konstitueret i hans stilling, og derfor fik hun ansvaret for alene at planlægge konfirmandundervisningen. Kort efter omgjorde Kristian Høeg det hele fra sit sygeleje, selv om Marianne Broby Lausten allerede havde orienteret samtlige forældre.
"Lidt efter lidt blev der bare stukket syle ind alle vegne. I begyndelsen fattede jeg ikke, hvad der skete. Tænkte, det måtte være enkelttilfælde og tilfældigheder. Jeg så det ikke komme. Men en dag fik jeg som nævnt sat brikkerne sammen".
På et tidspunkt sad Marianne Broby Lausten til MUS-samtale med provsten. Det endte med, hun gik rystet til lægen med gråd i halsen. Hun kunne ikke trække vejret og havde hjertebanken. Klare tegn på stress, lød dommen.
Marianne troede, det ville tage 14 dage. Men det tog tre år, før stress og depression begyndte at løsne grebet.

Ingen hjælp fra systemet

"Ingen hjalp mig. Jeg har aldrig fået støtte til en psykolog. Jeg har selv måttet bekoste de få gange, jeg gik hos en erhvervspsykolog, jeg selv havde fundet. Men 1.000 kr. pr. konsultation er mange penge. Det havde jeg ikke råd til i længden".
Følte du dig svigtet af provsten og biskoppen?
"Ja. Provsten ville gerne hjælpe, men havde muligvis ikke midlerne til det. Biskoppen burde som minimum have fortalt mig, hvor vanskelige arbejdsforholdene havde været for mine forgængere, så jeg ikke var gået fuldstændig blind og naiv ind i det".
Marianne Broby Lausten nåede at få en succesoplevelse i Søllerød Kirke/Gl. Holte Kirke i 2010-2011, inden hun lod sig pensionere som præst. Det betød meget for hende.
Årene i Messiaskirken havde hun endegyldigt besluttet at langtidsparkere bagerst i sindet, hvor fortrængningen har de bedste kår. Men så lagde et af de medlemmer af Messiaskirkens menighed, hun stadig taler med, et eksemplar af Villabyerne i hendes postkasse.
"Når det nu viser sig, at det får lov til at køre, og det bare bliver ved og ved, så bliver jeg nødt til at sige noget. Jeg er ødelagt, det er noget rigtig møg, men han skal ikke have lov til at ødelægge flere".