Nu træder du ind i de voksnes rækker… Hjælp!!!

Årets konfirmationer er ved at nå sin afslutning og pludselig, fra den ene dag til den anden, står vi med en hel generation af nye voksne! Eller... Det siger vi i hvert fald denne tid på året i alskens taler til konfirmanden. Måske vi samtidigt trækker en smule på smilebåndet, fordi vi godt ved, at de unge mennesker stadigvæk har et par år endnu til at være unge, gøre fejl og leve sit på én gang bekymrede og ubekymrede liv.

Bekymret, fordi der nok ikke er et tidspunkt i et menneskes liv, hvor man tænker så meget over, hvad de andre tænker om én. Men også en ubekymrethed, fordi hamsterhjulet ikke for alvor har gjort sit indtog. Det sker først med voksendommen.

Og voksendommen trænger sig virkelig på for mig for tiden. I min alder af 26 år, så er det nu, at jeg er på tærsklen til de voksnes rækker. Nogle vil indvende, at det er lidt sent, jeg vil kun give jer ret. Men det kan opleves som en smule ærefrygtindgydende sag at blive voksen, og hvad betyder det overhovedet?

Sang- og sangskriveren Andreas Odbjerg er - ligesom jeg – i tvivl om, hvad der menes med ’voksen’. Han synger: ”Vi lover hinanden/Vi aldrig bliver voksne/For hvad end det betyder/Så lyder det kedeligt”.

For med voksendommen kommer ansvaret. Vasketøj, madpakker og støvsugning. Og hvis der er noget, der lyder kedsommeligt, så må det da være dét.

Men når vi siger vasketøj, madpakker og støvsugning, siger vi også ansvar. Et ansvar, der ikke kun gælder os selv, men også for andre. Med det voksende, voksne ansvar vendes blikket udad. Vi følger med i, hvordan familien har det, husker at spørge, hvornår naboen kommer hjem fra sygehuset og drager omsorg for andre.

På sin vis er ansvaret noget af det smukkeste, vi kan give til hinanden. Det indadvendte selvvurderende blik - som jo virkelig er overrepræsenteret i teenageårene – kan i voksenlivet være mildere og dermed også vendes mere ud ad. Mod venner, familie, kollegaer, børn. Der er nogen, der er vigtigere. Og når først mange tanker om hvad andre mon tænker om os bliver nedtonet, da kan vi se ud mod verden og mod vores næste.

Med det sagt, så bliver vi jo ikke ved nærmest magiske kræfter fantastisk gode mennesker, når vi bliver voksne. Da ville verden se væsentligt anderledes ud. Men vi kan prøve at tage ansvaret på os, (mis)lykkes og prøve igen.

Så hermed en hyldest til de voksne, der lever i ensformigheden, i ansvaret og drager omsorg for deres næste, hvad end det så er ægtefællen, der tager en ekstra tjans derhjemme; forældrene, der drager omsorg for deres børn eller til den betænksomme nabo, der byder på varm eftermiddagskaffe.