Fortsæt til indhold

Politirapporten

Samfund

Mandag 1. maj

En 54-årig mandlig bilist blev sigtet for at have påkørt en 42-årig kvindelig bilist, der kom kørende fra en sidevej på parkeringspladsen. Det skete mandag kl. 13.44 på Mariagervej i Randers, hvor to biler kørte sammen på en parkeringsplads. Begge biler pådrog sig skader på fronten, men ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.

Mandag kl. 19.18 skete der et færdselsuheld på Udbyhøjvej i Dronningborg, hvor en 34-årig mandlig bilist åbnede sin bildør uden at orientere sig. I samme øjeblik kom en 79-årig kvindelig cyklist kørende forbi bilen, hvorfor hun blev ramt af bildøren og væltede.

En 56-årig mandlig bilist påkørte mandag kl. 19.27 en forankørende ført af en 23-årig mand. Den 23-årige blev efterfølgende kørt til kontrol på hospitalet. Den 56-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. Færdselsuheldet skete på Århusvej i Vorup.

Tirsdag 2. maj

Natten til onsdag kl. 02.05 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit-og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Clausholmvej i Kristrup. En 26-årig mand, der sad på passagersædet, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig.

Onsdag 3. maj

En patrulje standsede onsdag kl. 20.39 en 22-årig mand, der gik rundt på Jægergade i Randers SV. Manden virkede særdeles nervøs ved politiets tilstedeværelse, og da han blev visiteret, fandt betjentene ud af, hvorfor han nok ikke var så begejstret ved synet af patruljen. På sig havde han nemlig både en mindre mængde hash og en kniv. Kniv og stoffer blev beslaglagt, og den 22-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven.

Onsdag morgen kl. 08.10 ringede en kvinde til politiet, da hun netop havde overrasket tre mænd, der havde været i færd med at bryde ind i hendes hus på Ørrildvej i Kousted. Kvinden havde opdaget, at mændene var i gang med at afliste en rude, men da de så hende, stak de af. De to af mændene hoppede ind i en bil og kørte fra stedet, mens en tredje løb ind over en mark. Kvinden fulgte på afstand efter den tredje mand, mens hun ringede til politiet, og kort efter kom en patrulje frem og anholdt en 53-årig mand, der blev sigtet for forsøg på indbrud.

Torsdag 4. maj

Indbrud på Østergade i Gjerlev J, begået onsdag 3/5 mellem kl. 21.00 til torsdag d. 4/5 kl. 06.30.

Indbrud på Ægirsvej i Randers begået torsdag 04/05 mellem kl. 15.00 og kl. 18.30

Fredag 5. maj

Fredag kl. 07.50 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej i Fårup.

Lørdag kl. 02.13 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Haraldsvej i Randers SØ.

Lørdag kl. 03.32 blev en 18-årig mandlig bilist sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Randers SV.

Lørdag kl. 04.02 blev en 19-årig mandlig bilist sigtet for spirituskørsel og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Østergrave i Randers C.

Lørdag 6. maj

En 20 årig ung mand forsøgte trods flere bortvisninger fra dørmanden på Jagtbar i Storegade at komme ind igen. Selv da politiet kom til, kunne han ikke forstå budskabet. Derfor blev han anholdt kl. 04.13 og sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen og taget med til afrusning i detentionen på Randers politistation. Han fik en bøde med sig hjem.

Lørdag kl. 16.50 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Strømmen i Vorup.

Søndag 7. maj

Løsskudspatroner fundet efter skud på tankstation. Natten til mandag kl. 00.27 indkom en anmeldelse om, at der var blevet affyret nogle skud, da en større gruppe mænd var samlet på ved en tankstation på Mariagervej i Randers. Efterfølgende var mændene ifølge vidner på stedet kørt derfra i flere biler. Under de efterfølgende undersøgelser i området fandt politiet nogle enkelte løsskudspatroner – der blev ikke fundet indikationer på, at der skulle være skudt med skarpt, eller at nogen skulle være kommet til skade. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at afklare, hvad der skete, og hvem der var involveret i episoden. Politiet hører meget gerne fra eventuelle vidner til hændelsen, så har du oplysninger om sagen, opfordres du til at ringe 114.

Søndag kl. 16.36 blev en 53-årig mand standset, da han kørte rundt på sin knallert på Hobrovej i Randers. Knallerten var tunet, og den blev målt til at kunne kørte over 60 km/t. Da det var anden gang inden for kort tid, at den 53-årige blev standset på en tunet knallert, blev køretøjet beslaglagt og konfiskeret.