Ny økonomichef i Børn og Skole
Randers Kommune har ansat 60-årige Kenneth Koed Nielsen som ny økonomi- og administrationschef i Børn og Skoleforvaltningen. Han tiltræder 15. maj og ser frem til at fortsætte forvaltningens arbejde med at skabe en mere gennemsigtig økonomi.
Kenneth Koed Nielsen træder med den nye stilling igen ind på den kommunale spillebane efter i en periode at have rådgivet virksomheder og startups i forbindelse med ejendomssalg til det kommunale velfærdsområde. I 11 år var han velfærdsdirektør i Norddjurs Kommune, med ansvar for blandt andet skole- og dagtilbudsområdet og området for udsatte børn og unge.
Kenneth Koed Nielsen har en kandidatgrad i statskundskab fra Aarhus Universitet og har siden 1993 arbejdet med ledelse i offentlig forvaltning.
Privat bor Kenneth Koed Nielsen i Risskov med sin kone.