Fortsæt til indhold

Her er jeres nye superbane

Knap 200 mennesker dukkede op, da Ganløses nye kunstgræsbane blev indviet med fest og farver lørdag morgen

Samfund
Kenneth Tanzer

Stenløse har én. Det samme har Ølstykke og Smørum, og nu kan Ganløse også prale af en topmoderne kunstgræsbane på byens idrætsanlæg.
Lørdag morgen blev det splinternye kunst-areal indviet foran knap 200 gæster, der kunne fornøje sig med morgenmad, et indkast-show af verdensmesteren Thomas Grønnemark og naturligvis masser af ungdomsfodbold.
"For 30 år siden fik vi en grusbane på området, der var en mellemting mellem en mose og et sumpområde. Det var et kæmpeskridt for fodbolden, at det nu var muligt at spille vinterfodbold i Ganløse. I dag er det så næste generation af idrætsudøvere, der oplever et tilsvarende kvantespring, nemlig et kunstgræs-anlæg her i Ganløse," sagde SGIF-formand Ole Koch i sin tale, hvor han også kom ind på de mange muligheder, som det nye anlæg giver.

Meget taknemmelige

"Om det også er Nordsjællands bedste anlæg, tør jeg ikke sige, men forudsætningerne for at blive blandt de bedste er helt sikkert til stede. Vi er meget taknemmelige, og vi håber, at anlægget bliver et samlingspunkt for områdets børn og unge. Nok er det en fodboldbane, men den kan anvendes til meget andet," lød det fra Ole Koch.
Kort efter klippede Jens Jørgen Nygaard (C), formand for kommunens Kultur- og Erhvervsudvalg, snoren over og erklærede banen for åben.
"Jeg har indviet fire kunstgræsbaner i kommunen, men jeg har aldrig fået sådan en velkomst. Tak skal I have og tillykke med jeres nye bane," sagde Jens Jørgen Nygaard, som ikke lagde skjul på, at projektet har været længe undervejs.

Verdensmesteren i indkast, Thomas Grønnemark, gav flere prøver på sin helt unikke kaste-teknik.

Forståelse fra byrådet

"Først ville Preben Toft fra SGIF ikke have en kunstgræsbane. Han var mere til en græsbane i nordskoven. Siden kom det store og flotte idræts-projekt, som endte med at falde til jorden. Kort efter lukkede købmanden, og det hele lagde en dæmper på byen Ganløse. Det var trist, og i Byrådet havde vi den holdning, at Ganløse og de frivillige fortjente denne bane, så et stærkt samarbejde med klubfolkene har nu resulteret i en ny kunstgræsbane," lød det fra Egedals viceborgmester.
Kunsrgræsbanen har kostet knap seks millioner kroner og er i alt på 10.000 kvadratmeter, hvoraf de 2.160 kvadratmeter er et træningsareal udover 11-mandsbanen.

Ungdomshold fra nær og fjern kunne vente med at tage den nye bane i brug.
Klubbens formand Ole Koch roste samarbejdet med Egedal Kommune i sin tale.
Nikolaj Lundsteen (til venstre) og Jesper Bitsch-Lavridsen har om nogen været de frivillige frontkæmpere i jagten på en kunstgræsbane.
Slagslunde-Ganløses U10-mandskab er klar til kamp på det nye græstæppe.
Banen kommer mange børn og unge til gode i Slagslunde og Ganløse.
Boldene ligger klar på den nye bane.