Ikke nemt at skaffe flygtninge-boliger
"Vi skal tage vores ansvar og hjælpe folk i nød, men det høje tal presser os," siger borgmester John Schmidt Andersen
Med udsigten til at modtage over 100 flygtninge i år og næste år, så er Frederikssund Kommune kommet på overarbejde.
"Tallet presser os i den forstand, at der skal findes en række boliger, og det er bestemt ikke nogen nem opgave," siger borgmester John Schmidt Andersen (V).
Tidligere har kommunen fundet plads til en række flygtninge ved at omdanne en gammel børnehave i Jægerspris, og den slags løsninger kan igen komme i spil.
"Vi må tænke kreativt og have vores øjne åbne og se, hvad der kan lade sig gøre. Måske kan en kro eller et vandrehjem være en mulighed. Det skal vi kigge på, men når det kommer til at finde boliger, så har vi også et hensyn at tage til vores egne borgere," siger borgmesteren, som ikke vil kritisere det høje antal flygtninge, som Frederikssund er blevet tildelt.
Betydelig udgift
"Først og fremmest skal man huske på, at der er tale om mennesker i nød. Dem skal vi naturligvis hjælpe. Tidligere har vi ikke modtaget så mange flygtninge. Det kommer vi så til nu, men der er jo regnet på det, så fordelingen kan forsvares, men hvis det kommer til at være billedet de kommende år, så vil jeg også gøre opmærksom på det," siger John Schmidt Andersen.
Han har ingen ide om, hvad flygtningestrømmen vil koste kommunen.
"Det er svært at sige. De skal have en bopæl og noget mad. Nogle af dem har børn, så det er en betydelig udgift, som vi hellere havde brugt på noget andet, men vi har et ansvar, og det skal vi stå ved," siger han.