Fixerum giver narkomanerne værdighed
Fixerummet på Nørre Allé er efter to måneder en succes
Debatten rasede frem og tilbage, da Aarhus' første fixerum åbnede 4. november 2013. Kritikerne mente, at det ville tiltrække flere pushere til området, mens fortalere mente, at det ville redde narkomanernes liv og værdighed. Her knap to måneder efter åbningen er bekymringerne dog foreløbig manet til jorden.
“Der går rigtig godt, og vi har ikke haft problemer med at brugerne står i kø, eller at det har tiltrukket pushere til området,” siger Kaj Bertelsen, som er leder af Kirkens Korshær på Nørre Allé, hvor fixerummet ligger.
Han oplever, at narkomanerne er meget glade for, at de nu har et sted, hvor de kan fixe i fred.
“De er utrolig taknemmelig for, at de nu endelig har et sted, så de ikke skal sidde udenfor. For mange er det meget nedværdigende at sidde på gaden eller i opgange,” siger han.
Positiv politi
Lokalavisen Aarhus har tidligere skrevet, at fixerummet på Halmtorvet i København har reduceret antallet af narkomaner, som fixer i nærmiljøet. Selvom fixerummet kun har været i Aarhus i to måneder, så oplever Kaj Bertelsen også, at der er færre kanyler i gaderne omkring Nørre Allé.
“Vores socialeviceværter finder langt færre kanyler i området omkring Klostertorv efter at fixerummet er åbnet,” siger han.
Også hos Østjyllands Politi oplever de, at fixerummet fungerer rigtig godt.
“ Det kører pænt, og der er en god til - og afgang af mennesker uden lange køer,” siger Kristian Harlev, som er leder af specialepatruljen ved Østjyllands Politi.
Før åbningen af fixerummet gik debatten på, at kommunen i stedet for burde bruge pengene på behandling, men Kaj Bertelsen mener, at fixerummet faktisk er den spæde start til et liv uden narkotika.
“ Vi har mulighed for at få et nært forhold til dem som kommer her dagligt. Det betyder, at når de er klar til at komme ud af misbruget, så kan vi tage fat i dem og hjælpe dem i behandling. Den mulighed har vi ikke, hvis de sidder ude på gaden,” siger han.