Nogle går til psykolog - Chris skriver sange
24-årige Chris Fagan fra Lunderskov er med i Popstars, men drømmen er orange
Han ligner ikke en popstjerne, som han står der i vennens lejlighed i Kolding i t-shirt, tatoveringer på armene og ryger en menthol-cigaret ved det åbne vindue. Vel mere én, der gerne vil være rockstjerne.
24-årige Chris Fagans drøm er sådan set også 'orange'. Han vil gerne stå på Orange Scene på Roskilde Festival - eller bare få tilbudt en 'warm up' på festivalen eller til et andet stort navn.
Foreløbig er han med i Popstars, talentshowet, der løber over skærmen hver tirsdag på Kanal 5, hvor stjernerne Medina, Søren Rasted og Christiane Schaumburg-Müller forsøger at gøre 12 håbefulde unge til stjerner, der kan leve af musik. Det vil sige, at der lige nu er ti tilbage. Deriblandt Chris fra Lunderskov.
“Det var min søster og min svigerfar, der meldte mig til. Jeg tror sgu ikke, jeg selv ville have gjort det”, fortæller Chris.
Han kalder sig selv for 'alternativ singer-songwriter', der læner sig op ad stjerner som Chris Cornell og Rob Thomas. Heller ikke just, hvad man kan kalde popstjerner.
“Popstars kører meget på det at optræde. Jeg er nok mere til at skrive egne sange og vil nå andre end en popstjerne normalt vil”, funderer Chris Fagan. Hans navn er ikke et kunstnernavn. Sådan hedder han.
“Jeg lærer vildt meget derinde, fordi de tre hver for sig har deres kompetencer. Søren at arrangere, planlægge og skrive, Medina ved noget om at være helt fremme på scenen, Christiane ved en masse om performance”, forklarer han og tilføjer: “Jeg suger til mig og forsøger bare at vær mig selv”.
Bump på vejen
Vejen til musikken har ikke været uden bump på vejen. Livet hidtil heller ikke: En medfødt hjertesygdom gjorde teenageårene vanskelige: Han hoppede fra HF det første år og kom ikke i gang igen. Forholdet til faderen røg i nogle år, men blev repareret gennem musikken, som faderen også dyrker. Og hjertet, det er nu også repareret med en kikkertoperation, hvor de gik op igennem lysken og bogstaveligt talt brændte de kar væk, der var årsag til teenagerens hjerteflimmer. Oplevelserne har sat sig fast i mange af hans sange.
“Nogle mennesker går til psykolog, jeg skriver sange”, siger han.
Når Chris ikke er med i Popstarshuset, spiller han på caféer i Kolding og omegn med vennen Mathias Galkhane, 23-årige studerende på IBA. Kalenderen er fyldt godt op med koncerter frem til januar.