Fortsæt til indhold

ATP fødselsdags-festede for tre millioner

Pensionsselskabet ATP fejrede sig selv med en fest for 810 medarbejdere på Hindsgavl Slot

Samfund
Peter Friis Autzen

Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP, brugte 2,9 millioner kroner på fest og teambuilding, da selskabet for nylig fejrede sit 50 års jubilæum på Hindsgavl Slot ved Middelfart.
Arrangementet foregik i det grønne område omkring slottet samt i et stort telt i slottets gård.
Festligholdelsen var budgetlagt til 3,1 millioner kroner men endte med at koste præcist 2.895.530 kroner inklusiv moms. Det svarer til 3.574 kroner pr deltager. De 810 deltagende medarbejdere brugte en fridag på arrangementet, som erstattede ATP's lokale sommerfester.
Kommunikationsdirektør Annemette Moesgaard ser ikke noget forkert i arrangementets størrelse og budget.
”Vi har en fast politik for, hvad vi må bruge. Vi er nødt til at have dygtige folk. Samt at anerkende de medarbejdere, der har skabt vores gode resultater,” siger hun og henviser til, at ATP hvert år skaffer milliarder til danske pensionister.
”Så kan man have en holdning til, om det er i orden at bruge 2,9 millioner på en fest. Vi mener, at vi kan stå på mål for det,” siger hun.
Kommunikationsdirektøren forklarer, at teambuilding-aktiviteterne formentlig skulle arrangeres under alle omstændigheder, men blot blev lagt sammen med festen.
Af regnskabet fra festen fremgår det blandt andet, at der blev brugt godt en million på bespisning under bustransport, løbet af dagen og på selve aftenen, 219.000 på ekstern hjælp til at arrangere, 424.000 kroner på opstilling af blandt andet telt og toiletter samt 117.000 kroner på musik.