Fortsæt til indhold

Vi mister indtægter på lysforbud

Det har skabt problemer for Lyngby Boldklub, at stadionlyset ikke må tændes senere end klokken 15. Klubbens direktør håber, at der snart bliver fundet en løsning

Samfund
Af Theis Otzen

Politikerne på Lyngby Rådhus har besluttet, at det omdiskuterede lys på Lyngby Stadion ikke må tændes efter klokken 15, og det giver en del panderynker i Lyngby Boldklub.
For resten af klubbens kampe i efterårssæsonen er nemlig programsat til at gå i gang netop klokken 15 eller senere.
"Kommunens beslutning har betydet en masse arbejde for os, fordi vi har skullet rykke kampe. Vi mister indtægter på det. Til vores aftenkampe om fredagen har vi haft en pæn succes med flere tilskuere end ellers og et godt salg i vores boder. Vi har lavet en aftale med DTU og Polyteknisk Forening, der er kommet til kampene og brugt det som afsæt til en glad aften i byen. Det her går lidt ind og ødelægger det," siger Christian Hill-Madsen, der er direktør i Lyngby Boldklub.

Flere af hjemmekampene er mod modstandere fra den nordjyske region, som har fem-seks timer bustransport til Lyngby.
"I forhold til vores hjemmekampe mod jyske hold er det også svært. Skal de rykkes til klokken 13, så bliver det svært at nå for et jysk hold, der har en lang tur i bus herover. Mange klubber har spillere, der arbejder i detailhandelen, og de har måske først sent fri lørdag. Og så skal de til afsted i bus og er først sent i Lyngby, hvor de så skal overnatte. Det giver nogle problemer. Og det er faktisk også udeholdene, der bestemmer spilletidspunktet. Vi kan opfordre dem til et bestemt tidspunkt, men de kan tillade sig at sige nej," siger fodbolddirektøren, der er blevet enige med HB Køge om at rykke søndagens kamp frem til klokken 13.

Mørke tider i vente

Lyngby Boldklub håber, at man sammen med kommunen og naboerne i kvarteret omkring stadion kan finde en løsning, alle kan leve med.
"Vi håber på forståelse fra naboer. Vi går de mørke tider i møde, så det er svært at undgå at skulle bruge lyset. Vi føler, at vi har stået som gidsel i den her sag, for vi har ingen indflydelse haft på det.. Nu håber vi, at der snart bliver fundet en løsning," siger Christian Hill-Madsen, der ikke anser det som en mulighed at rykke klubbens hjemmekampe til andre stadions.
"Hvis vi rykker kampene, påvirker det meget i forhold til økonomi. For skal vi ud at leje stadion i fx i Gladsaxe, og her spiller AB også," siger direktøren.