S-topfolk kritiserer Rudersdals asyl-nej
Rudersdal kan ikke håndtere de godt 70 flygtninge, som de ifølge aftale med staten skal tage, mener borgmester Jens Ive (V). "Glem det - I skylder at tage større ansvar", siger Morten Bødskov (S)
Rudersdals borgmester, Jens Ive (V), får hård kritik, efter han torsdag i Berlingske klagede over det antal flygtninge, Rudersdal skal tage imod.
Oprindeligt skulle Rudersdal tage imod 32 flygtninge i år. Det tal er senere opjusteret til godt 40, og for nylig har Rudersdal ifølge Jens Ive fået at vide, at det tal stiger yderligere. Ifølge borgmesteren skal Rudersdal Kommune i år tage imod mere end 70 flygtninge.
Stigningen i antallet af flygtninge skyldes især konflikten i Syrien, og det har givet hele Danmark flere flygtninge. De skal fordeles på landets kommuner.
Men grænsen i Rudersdal er nået, mener Jens Ive. Kommunens anvisningssystem er under "voldsomt pres", fortæller han til Berlingske.
"Måske skal vi ud og leje villaer til 30.000-35.000 kroner om måneden. Det er dyrt. En anden udfordring er, om folk så overhovedet vil leje ud til flygtninge," siger Jens Ive til Berlingske.
Han foreslår, at vestegnskommunerne og København, som er såkaldte nul-kommuner, frivilligt skal tage flere flygtninge. En nul-kommune skal ikke tage imod flygtninge, fordi kommunen i forvejen har et stort antal indvandrere.
Ives kommentarer får en ublid medfart på Twitter. Her skriver blandt andet Socialdemokraternes EU-ordfører, Morten Bødskov, og borgmester i Høje-Taastup Kommune, den konservative Michael Ziegler, en kommentar til Jens Ive.
De er ikke udpræget enige i, at vestegnskommunerne frivilligt skal være med til at tage nogle af de 70 flygtninge, Rudersdal skal tage imod.
"Hvor er proportionerne, Jens Ive? I Rudersdal er 5,8 procent af befolkningen fra 3. verdenslande. I Høje-Taastrup er tallet 19 procent," skriver Michael Ziegler.
Hvor er proportionerne, Jens Ive? I Rudersdal er 5,8% af befolkningen fra 3. verdenslande. I Høje-Taastrup er tallet 19% #dkpol
— Michael Ziegler (@Mich_Ziegler) 2. oktober 2014
Morten Bødskov er mere direkte.
"Glem det - Rudersdal! I skylder at tage et større ansvar!" skriver han på sin Twitterprofil og linker til Berlingskes historie.
Asylansøgere: Glem det - Rudersdal! I skylder at tage et større ansvar! http://t.co/Y4tP8iqDjd #dkpol
— Morten Bødskov (@mfMorten) 2. oktober 2014
Jens Ive fortæller i Berlingske, at en flygtningefamilie i Rudersdal årligt koster 340.000 kroner, når tilskud fra staten er trukket fra. Hvad den samme familie ville koste for eksempel Høje-Taastrup, skriver Berlingske ikke.