Fortsæt til indhold

670 EU-millioner ligger klar lige på grænsen

Nyt Interreg sekretariat er rykket ind i den gamle Sydbank bygning i Kruså

Samfund
Af Svend Mikael Larsen

Interreg Deutschland-Danmark er den officielle titel på det nye EU-program, som i de kommende 7 år får tildelt over 670 mio. kroner til at støtte projekter inden for de fire fokusområder: Grænseoverskridende innovation, bæredygtig udvikling, beskæftigelse og velfungerende samarbejde.
I den forbindelse har man nu åbnet et nyt fælles Interreg-sekretariat i Kruså, som sammen med forvaltningsmyndigheden i Kiel skal servicere og understøtte projektaktører med at søsætte succesrige dansk-tyske projekter og at informere om programmets støttemuligheder og resultater.
”Hjælp kan man få ved at ringe eller skrive til sekretariatet. Derudover vil sekretariatet være udfarende og tage nye redskaber i brug, så projektaktørerne får bedre mulighed for at lære hinanden at kende. Et rigtigt match er nemlig nødvendigt for at sikre projekter med stor effekt og bæredygtighed,” sagde sekretariatschef Trine Spohr i forbindelse med indvielsen af sekretariatet i Kruså.
Der kan indhentes aktuelle informationer på www.interreg5a.eu, hvor der også er kontaktoplysninger på programmets medarbejdere.