BH'er søges til bryst-bannere
Aflagte BH'er kan gøre nytte ved Lyserød Lørdag
Ikke mindre end 250 BH'er har Mina Johansen foreløbigt syet fast til fem bannere á otte meters længde som forberedelse til Lyserød Lørdag i Hundested den 4. oktober.
Til dagligt driver hun tøjbutikken Scusi i Nørregade i byen, og det er her, hun kan fremvise de imponerende lyserøde bannere med påsyede brystholdere i alle farver, størrelser og udformninger.
"Jeg har nok taget munden for fuld, men nu gør jeg det! Det går jo til et godt formål," siger Mina og henviser til kampen mod brystkræft, som er den alvorlige baggrund for Lyserød Lørdag.
Hun opfordrer alle til at aflevere deres brugte BH'er til hende i butikken, så skal hun nok stå for arbejdet med - i hånden - at sy lingeriet fast med korssting.
Meningen er, at de brede bannere så skal pryde gadebilledet den 4. oktober.
"Min familie spurgte mig, hvad jeg egentlig laver med alle de BH'er? Men jeg fortsætter, og indsamlingen foregår hele året, så der er endnu flere bannere til næste år," forklarer hun og er åben for ideen om at låne bannere ud til nabobyen Frederiksværks Lyserød Lørdag-kampagne.
Bor man i Frederiksværk eller omegn er man velkommen til at indlevere aflagte BH'er til Halsnæs Avis på Havnevej 1, Frederiksværk i åbningstiden.