Hvad har opera og fodbold til fælles?

Både mor og søn er i deres arbejde afhængige af deres stemme.
Når operasanger Elisabeth Halling træder ind på scenen i Det Kongelige Teater, og når målmand Aris Vaporakis skal beskytte fodboldmålet for AB, Akademisk Boldklub Gladsaxe.
"Som 13-årig var Aris med i musicalen 'Oliver', hvor jeg lærte ham mine stemmeøvelser", siger Elisabeth Halling.
Den lærdom blev siden overført til fodboldbanen.
"Det er en af mine styrker at kunne råbe mine medspillere op på banen", siger Aris Vaporakis, som har gået på Dyssegårdsskolen og i sommer blev student fra Gammel Hellerup Gymnasium, men har været professionel målmand, siden han var 16 år.
Villabyerne møder ham i hjemmet i Gentofte, hvor han bor med sin far, sin tvillingebror og sin mor, 51-årig Elisabeth Halling.
Begge to skal om eftermiddagen ud ad døren; han til træning i sin klub AB, hun ind på Det Kongelige Teater i København.
"Det har jeg gjort i 25 år. Mens jeg gik på operaskolen fik jeg min debut på scenen, og tre år efter fik jeg en kontrakt. Så der har været mange aftener med forestillinger. Min mand har en restaurant, så vi har altid haft en anderledes dagligdag end andre familier. Aris tvillingebror er begyndt at arbejde i en vuggestue. Det er næsten helt mærkeligt at have en i huset med et job fra 8-16", siger Elisabeth Halling og griner.

Vinderkultur

Selvom Aris Vaporakis betræder grønsværen og Elisabeth Halling de skrå brædder, så har deres professionelle liv mange ting til fælles.
Én ting er at præstere det ypperste.
"I fodbold er der en vinderkultur, hvor man skal præstere det bedste af sit bedste", siger Aris Vaporakis.
"I opera snakker vi om 'excellence'", supplerer Elisabeth Halling.

Det vigtige samarbejde

Ikke kun resultatet, men også samarbejdet oppe på scenen og ude på plænen har mange lighedspunkter ifølge mor og søn.
"Ligesom i en forestilling er jeg afhængig af mine medspillere, som skal hjælpe mig i målet. Hvis en modstander scorer, er der ofte ubalance og kaos, så er det vigtigt, at jeg får rettet dem hurtigt ind på plads igen", siger Aris Vaporakis.
"Mit bundniveau til en kamp er rigtig højt. Hvis ikke du præsterer dit bedste, kan det gå ud over hele kampen. Det samme gælder i en forestilling", siger Aris Vaporakis.
"Ja, det er interessant. Nogle gange kan en forestilling gå helt fantastisk, og andre dage kan man ikke præstere på samme niveau. Det er svært at sætte en finger på, hvad der gør det. Et sløvt publikum kan dog være hårdt at synge ud til", siger Elisabeth Halling.

Begge har stort publikum

At stå over for et stort publikum oplever de begge med deres arbejde.
Aris Vaporakis blev udtaget til FCK's U-19 hold, hvor han spillede mod hold som bl.a. Juventus og Galatasaray i 'UEFA Youth League'.
"40 dedikerede FCK-fans kom til vores kampe. Den energi, man mærker fra sit publikum, minder en om at levere det ypperste. Når vi scorede, kom der et kæmpe brøl og jubel, som gav en kæmpe lykkefølelse, der fik hårene til at rejse sig. Og derefter en lettelse, fordi der er et pres i en stor klub med mange tilhængere", siger Aris Vaporakis, som det seneste år har spillet i AB.
"I tre år har AB med nød og næppe overlevet ikke at rykke ned, men at være et bundhold kan også være en styrke til kampe, hvor man hver gang skal kæmpe", siger han.
Modsat i fodbold er der ingen modstandere i operaen.
"Vi arbejder alle hen imod et fantastisk resultat. Men jeg kunne godt ønske mig, at samme entusiasme under en fodboldkamp kom ind i salen. I udlandet er der mange flere udbrud fra publikum, hvis de bliver imponeret eller rørt. Den vildskab kan jeg godt savne i et dansk publikum", siger Elisabeth Halling.
"Under en opera skal vi bevæge folk på den ypperste måde og tænke på at være så ægte og levende i udtrykket. De skal kunne mærke passionen fra os", siger Elisabeth Halling.

Passion til fælles

Netop passion har opera og fodbold som deres største lighed, mener Aris Vaporakis.
"Man kalder dem alibi-spillere, dem som går ind på plænen uden passion til spillet, fordi de er et andet sted mentalt. Det kan mærkes under en kamp, hvis spillerne ikke er til stede", siger han.
At søge hen imod et særligt sted, inden man skal præstere, kender Elisabeth Halling.
"Derfor forstår jeg også, hvordan Aris har det op til en kamp, hvor han mentalt bevæger sig hen til et neutralt sted, hvor han kan være helt fokuseret. Det er præcis det samme, jeg gør", siger hun.

Aldrig mistet stemmen

På trods af fokus og passion, frygter mor og søn aldrig at miste stemmen, inden en kamp eller forestilling?
"Nej, det tænker jeg ikke på og har aldrig mistet min stemme", siger Aris Vaporakis.
"Hvis jeg vågner om morgenen og kan mærke noget med min stemme, så er det det eneste, som jeg tænker på. Men jeg har heller aldrig mistet den", siger Elisabeth Halling, mens hun banker under spisebordet, efterfulgt af et grin.