Om at finde det store i det små
Vi har altid haft en tendens til at beundre de store, de fremtrædende, dem fra tv og film. Mange har drømmen om selv at blive en stjerne.
Derfor er programmer som X Factor så populære. Her kan drømmen blive opfyldt. Den almindelige dansker bliver hyldet som den helt store stjerne på tv, og vinderen er verdensberømt for en tid. I hvert fald indtil det næste program. Hvem er de store stjerner? Er det dem fra Hollywood? Er det de kendte politikere? Eller er det den enlige mor, der dag for dag kæmper en kamp for at give sine børn en god tilværelse og støtter dem i at få en god uddannelse?
På søndag er det Hellig Tre Kongers søndag. Fortællingen om de tre vise mænd, der i østen ser en ny stor og klart lysende stjerne. De vidste fra ældgamle bøger, at det betød, at der var født en kongesøn. De tænkte, at det måtte være en helt særlig fornem og magtfuld kongesøn, der var blevet født, siden hans fødsel skulle markeres med fremkomsten af en ny, særligt lysende stjerne.
De vise drager afsted for at give kongesønnen gaver. De finder ikke kongesønnen i et palads, men i en stald, og hans første sengeleje var et dyretrug. Det var givet ikke det, de havde ventet. Men de fandt det allerstørste i det mindste. For den lille født i fattigdom blev alligevel den største. Det er ham verdens største religion har som centrum. Hans budskab var kærlighed, fred, omsorg, tilgivelse. Det er stærkere end alt andet. Derfor skal vi også lære, at man ofte finder det største i det mindste.