Fortsæt til indhold

Guds nåde er ny hver morgen

Samfund
Af sognepræst Ruth Wegeberg, Skjoldhøj

Når et menneske dør og bliver begravet, er det en af de efterladte, der skal underskrive et gravstedsbrev. Man skriver under på, at man er ansvarlig for at sørge for gravstedet. Før eller siden udløber aftalen, og den skal fornyes enten for en kortere eller længere periode, minimum fem år. Det koster penge, og man skal i sidste ende gøre op med sig selv og de involverede familiemedlemmer, om gravstedet skal fornyes og betales for, eller om det skal sløjfes. Vælger man det sidste, så er der en gravsten tilbage. Ofte med fødselsdag og årstal eventuelt med en stjerne samt et kors for dødsdag og år. Ofte står der en inskription mejslet i stenen.
Sidste år faldt loddet så på mig. Min kære onkel og fasters urnegravsted udløb. En rundspørgen i familien afgjorde, at det var tid til at sløjfe graven. En smuk gravsten var tilbage. Hvad skulle vi gøre med den. Vi tog den hjem. Aldrig har jeg haft så meget glæde af en gravsten. Jeg passerer den hver morgen, når jeg forlader mit hus. Til eftertanke er det. Tænk sig hvor fantastisk. Der står:
Guds nåde er ny hver morgen.
Men hvad er nåde så for "noget"?

Nåden er din dagligdag
Hverdagen, det nære
Mennesker at leve med
Nåden er at være

Nåden er et ord fra Gud
Over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
At få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag
Hvert tilfældigt møde
Nåden er det levende
som står op af døde.

(Johannes Møllehave 1985, hele salmen samt melodien findes på salmebogonline.dk, nr. 522).
Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. (Mark 10,16)
Guds nåde er ny hver morgen, hvilken velsignelse at live i! Godt nyt år med mange dage og megen nåde.