Fortsæt til indhold

Ølstykke får en fitnesspark

Grundejerforeningen Ørnebjerg har i parken på Bøgevej i Ølstykke etableret en fitnesspark med fem udendørs redskaber

Samfund
Kenneth Tanzer

For to år siden blev den gamle legeplads i parken på Bøgevej 20 i Ølstykke fjernet, da den ikke længere levede op til kravene.
Lige siden har bestyrelsen i Grundejerforeningen Ørnebjerg lagt hovederne i blød for at finde på noget nyt, der kunne placeres i området.
Valget faldt på en såkaldt fitnesspark, og torsdag aften klokken 18.30 kan grundejerforeningen indvie Stuehøj Fitnesspark med fem udendørs redskaber.
"Vi kunne godt tænke os noget, som også appellerede lidt til det voksne publikum og samtidig styrkede sundheden og forskønnelsen af området. Vi er meget tilfredse med resultatet, og det er vores håb, at både grundejere og motionister fra Ølstykke og omegn vil gøre brug af fitnessparken," siger Lasse Eierdal, der er formand for Grundejerforeningen Ørnebjerg.
Projektet er kommet i stand via midler fra en række fonde.
"Først var det planen at skabe tre redskaber, men det var lige i underkanten. Vi ville gerne op på fem, så vi søgte midler hos Nordea-Fonden, Natur- og Miljøpuljen i Egedal Kommune og Tryg-Fonden. Senere modtog vi 15.000 kroner fra Natur- og Miljøpuljen og 30.000 kroner fra Nordea-Fonden. Den støtte har været med til at gøre fitnessparken mulig," siger Lasse Eierdal, som oplyser, at grundejerforeningen måtte søge en dispensation fra kommunen i forbindelse med byggetilladelsen for projektet.

Kan udbygges

"Det var kravet, da Stuehøj Fitnesspark skulle bygges under 100 meter fra den fredede jettestue Stuehøj, men vi fik dispensation, og så kunne vi ellers gå i gang med at bestille redskaberne hjem," siger formanden.
Hvis fitnessparken bliver en succes, så kan man udbygge med yderligere tre motionsredskaber.